31.6.13. Automatisk ophør af ansættelsen/tids- eller opgavebegrænset ansættelse

31.6.13.1. Overenskomstansatte

Ansættelse kan ske for et forud aftalt tidsrum eller til udførelse af en bestemt arbejdsopgave, således at ansættelsesforholdet ophører automatisk, når tidsrummet er udløbet, eller arbejdsopgaven er udført. Varsel er derfor ikke nødvendigt. En aftale om tidsbegrænset ansættelse skal være udtrykkelig/tydelig. Det tilrådes derfor at indgå en skriftlig aftale om, at ansættelsesforholdet er tidsbegrænset. Hvis ansættelsesforholdet fortsætter efter udløbet af den ansættelsesperiode, der er fastlagt i ansættelseskontrakten, skal de sædvanlige opsigelsesregler anvendes.

Inden for ansættelsesperioden gælder de almindelige opsigelsesregler, medmindre der er truffet aftale om, at ansættelsen skal være uopsigelig for det fastsatte tidsrum.

Om åremålsansættelse på overenskomstvilkår henvises til Kap. 13.

Fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold kan i følge lov om tidsbegrænset ansættelse, jf. § 5, stk. 1, kun ske, hvis fornyelsen er begrundet i objektive forhold, fx fornyelse,

  • der skyldes uforudseeligt forfald som sygdom, graviditet, barsel, orlov eller borgerligt ombud,
  • der følger efter ophør af tids- eller opgavebestemt akkord, eller
  • der er nødvendig til løsning, herunder udbedring, af en oprindelig bestemt arbejdsopgave af midlertidig karakter.

Om genansættelse på overenskomstvilkår på åremål henvises til Kap. 13.

For ansatte, der er beskæftiget med undervisnings- og forskningsvirksomhed ved statslige institutioner samt selvejende institutioner, der overvejende er finansieret af tilskud fra staten, og hvor staten fastsætter eller aftaler løn- og ansættelsesvilkår, kan fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold højst ske to gange, jf. lov om tidsbegrænset ansættelse § 5, stk. 2. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse for ansatte, der er beskæftiget med undervisning ved frie grundskoler samt efterskoler og frie fagskoler.

Østre Landsret tog i dom afsagt den 24. november 2016 stilling til en mulig overtrædelse af lov om tidsbegrænsede ansættelse og deltidsloven. Fire medarbejdere på et universitet havde været ansat som deltidsansat videnskabeligt personale i flere på hinanden følgende ansættelser. Østre Landsret fandt, at der var sket en overtrædelse af lov om tidsbegrænset ansættelser, da medarbejdernes ansættelse var blevet forlænget mere end to gange, og fandt, at deres opgaver i det væsentlige svarede til de opgaver, som undervisere havde. Medarbejderne blev tilkendt en godtgørelse på 25.000 kr. Dommen er anket til Højesteret. 

31.6.13.2. Midlertidig ansættelse af funktionær

Der kan træffes aftale (bør ske i skriftlig form) om rent midlertidig ansættelse af funktionærer, hvis ansættelsesforholdet ikke varer ud over 1 måned. Der gælder i så fald ikke noget opsigelsesvarsel, jf. Ful. § 2, stk. 4.

31.6.13.3. Tjenestemænd

Ansættelsen af en tjenestemand ophører uden afskedigelse, når

  • en varigt ansat tjenestemand udnævnes varigt i anden stilling omfattet af tjenestemandsloven, jf. TL § 9, stk. 3,
  • en tjenestemands åremålsansættelsesperiode udløber, jf. TL § 28, stk. 2.

I disse tilfælde skal hverken tjenestemanden eller arbejdsgiveren overholde formalitetskrav af nogen art, heller ikke selv om tjenestemanden er kongeligt udnævnt.

Kapitel 31. Sidst revideret 22.12.17