31.7.3. Tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter m.v.

Tillidsrepræsentantaftalen indeholder særlige regler om beskyttelse mod afskedigelse og forflyttelse af (fælles)tillidsrepræsentanter og (fælles)tillidsrepræsentantsuppleanter.

Arbejdsmiljørepræsentanter, medarbejderrepræsentanter i SU og visse medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer er beskyttet mod afskedigelse eller anden forringelse af deres forhold på samme måde som tillidsrepræsentanter, jf. arbejdsmiljølovens § 10, stk. 2, og samarbejdsaftalens § 10.
Se Kap. 6 om Tillidsrepræsentanter og Kap. 7 om Samarbejdsudvalg og miljøorganisation.

Overenskomstansatte

Der er ikke noget til hinder for at afskedige en ansat, der er omfattet af reglerne i tillidsrepræsentantaftalen, men det forudsætter, at der er tvingende årsager til afskedigelsen, jf. Kap. 6.

Foruden kravet om, at der skal foreligge tvingende årsager, indeholder tillidsrepræsentantaftalen nedenstående regler, der skal iagttages i forbindelse med en påtænkt afskedigelse, der bevirker, at den pågældende afskæres fra at udføre sit hverv:

  • Forhandling med den forhandlingsberettigede organisation, før der kan træffes endelig afgørelse om afskedigelse
  • Særlige frister for videreførelse af sagen i det fagretlige system
  • Særlige opsigelsesvarsler under hvervet
  • Særlige opsigelsesvarsler efter hvervets ophør

§ 15 i tillidsrepræsentantaftalen om forlængelse af opsigelsesvarslet for ansatte efter hvervets ophør finder alene anvendelse for overenskomstansatte tillidsrepræsentanter eller tillidsrepræsentantsuppleanter, men ikke for andre, der har afskedsbeskyttelse svarende til tillidsrepræsentanter, fx arbejdsmiljørepræsentanter.

Betingelsen om tvingende årsager gælder ikke, ligesom den særlige afskedigelsesprocedure ikke anvendes for ansatte, der på afskedigelsestidspunktet ikke længere er tillidsrepræsentanter eller tillidsrepræsentantsuppleanter.

Tjenestemænd

De særlige procedureregler ved afskedigelse af overenskomstansatte tillidsrepræsentanter gælder tilsvarende for tjenestemænd, der er valgt som tillidsrepræsentant.

Kapitel 31. Sidst revideret 22.12.17