15.2.4.2. Varigt ansatte tjenestemænd

Prøveansættelse kan kræves af tjenestemænd, der allerede er eller har været varigt ansat:

  1. Ved genansættelse af en tidligere varigt ansat tjenestemand, jf. prøvebekendtgørelsens § 2, stk. 1.
  2. Ved ansættelse af en varigt ansat tjenestemand fra en anden styrelse, jf. prøvebekendtgørelsens § 2, stk. 2.

    Ifølge den nævnte bestemmelse er det en forudsætning for prøveansættelse af en varigt ansat tjenestemand, at den pågældende får tjenestefrihed i den hidtige stilling i prøvetiden. Det betyder ikke, at ansættelsesmyndigheden er afskåret fra at kræve prøveansættelse, hvis den afgivende styrelse nægter at yde tjenestefrihed. Fastholdes kravet om prøveansættelse i sådanne tilfælde, må tjenestemanden tage sin afsked i den hidtidige stilling for at opnå ansættelse i den nye.

    Finansministeriet henstiller imidlertid, at der - medmindre der foreligger ganske særlige omstændigheder - gives tjenestefrihed i forbindelse med ansættelse i en anden tjenestemandsstilling, hvor der stilles krav om prøveansættelse, og at tjenestefriheden gives, så længe prøveansættelsen varer.

Herudover kan der ikke kræves prøveansættelse af varigt ansatte tjenestemænd, dvs. at der ikke kan kræves prøveansættelse ved en varigt ansat tjenestemands avancement eller overgang til anden stillingskategori inden for den samme styrelse.

Kapitel 15. Sidst revideret 29.06.17