15.2.3.1. Kongelig udnævnelse

Det fastsættes af ministeren for offentlig innovation, hvilke tjenestemænd der udnævnes af kongen (dronningen), jf. TL § 3, stk. 2.

Efter bekg. 371 18/5 2004 sker ansættelse af tjenestemænd i lønramme 36 eller højere lønrammer ved kongelig udnævnelse, hvis der er tale om varig ansættelse eller ansættelse på åremål, herunder forlængelse af en åremålsansættelse eller genansættelse på åremål.

Det er stillingens klassificering på udnævnelsestidspunktet, der er afgørende for, om der skal ske kongelig udnævnelse. Tjenestemænd, der er kongeligt udnævnt i deres nuværende ansættelse, bevarer denne udnævnelse, selvom fremtidig ansættelse i den pågældende stilling ikke sker ved kongelig udnævnelse. Hvis en tjenestemand udnævnes i en anden stilling, hvor der ikke skal ske kongelig udnævnelse, bortfalder den hidtidige kongelige udnævnelse. Der henvises til kapitel 31.

Omklassificering til lr. 36 eller højere af en stilling, hvis indehaver ikke er kongeligt udnævnt, medfører kun, at der skal ske kongelig udnævnelse, hvis omklassificeringen betyder, at stillingsbetegnelsen ændres, således at der af den grund skal udfærdiges nyt ansættelsesbrev.

Bestemmelserne om kongelig udnævnelse finder ikke anvendelse ved ansættelse på åremål på tjenestemandslignende vilkår, jf. TL § 33 a, stk. 2, se kapitel 13, eller ved ansættelse af personer uden dansk indfødsret på tilsvarende vilkår som tjenestemænd, jf. TL § 58c.

Kapitel 15. Sidst revideret 29.06.17