2.2.3.3. Særligt om funktionærer

Funktionærloven undtager udtrykkeligt tjenestemænd i staten.

Andre statsansatte, herunder tjenestemandslignende ansatte, reglementsansatte og ansatte på individuel kontrakt, er derimod omfattet af loven, hvis de opfylder lovens betingelser.

Lovens område er i øvrigt fastlagt således, at det afgørende er, om den ansatte i den overvejende del af arbejdstiden er beskæftiget med:

  • handels- og kontorarbejde og dermed sidestillet lagerekspedition eller
  • teknisk eller klinisk bistandsydelse, der ikke er af håndværks- eller fabriksmæssig art, eller
  • arbejdsledelse, dvs. med på arbejdsgiverens vegne at lede eller føre tilsyn med udførelsen af andres arbejde.

Det er tillige en betingelse, at den ansatte arbejder gennemsnitlig mere end 8 timer ugentlig og er undergivet arbejdsgiverens instruktioner vedrørende udførelsen af arbejdet.

Hvis den ansatte opfylder ovennævnte betingelser, er vedkommende omfattet af loven. Det er i den forbindelse uden betydning, om den pågældende tillige er omfattet af en kollektiv overenskomst, og det er underordnet, om lønudbetalingen sker månedsvis eller på anden måde.

Ful. § 21, stk. 1, fastslår, at lovens bestemmelser ikke ved aftale mellem parterne kan fraviges til ugunst for funktionæren.

Loven er derimod ikke til hinder for, at der ved aftale/overenskomst tillægges funktionærer gunstigere vilkår.

Funktionærloven indeholder bl.a. regler om

  • varsler ved opsigelse
  • godtgørelse for usaglig opsigelse
  • minimalerstatning ved arbejdsgiverens/funktionærens misligholdelse
  • løn- og fraværsforhold under barsel
  • løn under sygdom
  • efterløn ved død.

Ovennævnte emner er beskrevet mere udførligt i de relevante kapitler.

Kapitel 2. Sidst revideret 06.01.17