4.8.4.5. Kontrolforanstaltninger

Retten til at indføre kontrolforanstaltninger indebærer en ret til at kontrollere overholdelse af den fastlagte arbejdstid og arbejdets udførelse samt kontrol mod tyveri.

Det er dog en betingelse, at kontrolforanstaltningerne tjener et fornuftigt formål, ikke har en for de ansatte krænkende form og ikke påfører dem tab eller nævneværdig ulempe.

De samme begrænsninger gælder for indførelse af bestemmelser for opholdet på arbejdspladsen.

Arbejdsgiveren kan indføre kontrolforanstaltninger vedrørende de ansattes brug af e-post og internet, forudsat at kontrolforanstaltningerne har et sagligt formål, og at arbejdsgiveren har en berettiget interesse i kontrollen.

Finansministeriet og centralorganisationerne har indgået en aftale om kontrolforanstaltninger, jf. Fmst. cirk. 1/11 2010. Aftalen er udtryk for gældende retspraksis om retningslinjer for indførelse af kontrolforanstaltninger. Herudover indføres en pligt for arbejdsgiveren til at informere de ansatte forud for iværksættelsen af nye kontrolforanstaltninger.

Kapitel 4. Sidst revideret 06.01.17