4.6.1.4. Bod

Arbejdsretten kan idømme den eller dem, der har deltaget i et overenskomststridigt forhold, en bod, som tilfalder klageren, og hvis størrelse fastsættes under hensyn til sagens omstændigheder. Det betyder bl.a., at hvis en institution har begået overenskomstbrud (fx ved ikke at give meddelelse til organisationen om opsigelse af en ansat), er det institutionen, der skal betale boden. Om bod i forbindelse med overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, se afsnit 4.6.3.7 og afsnit 4.6.4.

Der kan ikke lokalt indgås forlig om betaling af bod.

I sager om brud på fællesoverenskomster eller akademikeroverenskomsten er det alene overenskomstens parter (eller dem, de bemyndiger hertil), der har kompetence hertil. I sagen om brud på organisationsaftaler indgås eventuelt forlig mellem Finansministeriet og pågældende hovedorganisation (eller dem, de bemyndiger hertil).

Kapitel 4. Sidst revideret 06.01.17