17.2. Andre elever

Ved andre elever forstås her elever, der ikke er omfattet af erhvervsuddannelsesloven. En følge heraf er, at de heller ikke er omfattet af ferielovens § 9, jf. afsnit 17.1.7.1, og de særlige regler om befordringsgodtgørelse til elever, jf. afsnit 17.1.7.4.

17.2.1. EGU-elever

EGU-elever er unge, som ansættes i en praktikperiode ifølge Lbekg. 738 20/6 2016 om erhvervsgrunduddannelse m.v. Uddannelsen har til formål at give den unge personlige, faglige og sociale kvalifikationer, som dels giver adgang til at fortsætte i en erhvervskompetencegivende uddannelse, dels giver grundlag for beskæftigelse på arbejdsmarkedet.

Erhvervsgrunduddannelsen tilrettelægges ligesom erhvervsuddannelserne således, at der veksles mellem skoleundervisning og praktikuddannelse. Uddannelsen varer to år, hvoraf mindst 20 og højst 40 uger er skoleundervisning, men kan i særlige tilfælde forlænges med indtil 1 års praktikuddannelse.

Den enkelte kommunalbestyrelse har pligt til at tilbyde erhvervsgrunduddannelse til unge i uddannelsens målgruppe, jf. § 1, stk. 2, i Lbekg. 738 20/6 2016. Kommunalbestyrelsen tilrettelægger uddannelsen i samarbejde med uddannelsesinstitutioner i kommunen eller med andre uddannelsesinstitutioner, som normalt anvendes af unge fra kommunen. Herudover kan kommunalbestyrelsen overlade til institutioner for erhvervsrettet uddannelse og produktionsskoler at tilrettelægge erhvervsgrunduddannelse eventuelt i samarbejde med andre institutioner og skoler.

17.2.1.1. Praktikaftale

Før en erhvervsgrunduddannelse påbegyndes, skal der være indgået en praktikaftale, som skal være godkendt af kommunen inden praktikopholdets begyndelse. Praktikaftale indgås på en formular, der er godkendt af undervisningsministeren efter indstilling fra Erhvervsuddannelsesrådet. I formularen fastsættes vilkår om prøvetid, opsigelse og ophævelse. 

Kommunen kan kun godkende praktikaftalen, hvis det af praktikaftalen fremgår, at virksomheden er bekendt med muligheden for at oprette en uddannelsesaftale i henhold til Lbekg. 1077 8/7 2016 om erhvervsuddannelser.

17.2.1.2. Praktikbevis

Når praktikopholdet er gennemført tilfredsstillende, udsteder ansættelsesmyndigheden et praktikbevis for gennemførelsen. Beviset skal indeholde oplysning om praktikopholdets mål samt om de arbejdsområder og funktioner, den unge har været beskæftiget med. Når hele uddannelsen er gennemført, modtager eleven et uddannelsesbevis. Beviset udstedes af den skole, hvor det sidste skoleophold finder sted.

17.2.1.3. Samtykke

For unge, der er undergivet forældremyndighed, kræves samtykke til at indgå, ændre og opsige praktikaftaler fra den, der har forældremyndigheden.

17.2.1.4. Prøvetid

De første 1-3 måneder af praktiktiden betragtes som gensidig prøvetid, jf. formularen til praktikaftalen. Kommunen kan ophæve aftalen, hvis eleven ikke følger den fastsatte uddannelsesplan. I øvrigt kan aftalen kun ophæves efter aftale mellem parterne.

17.2.1.5. Løn

Unge, der som led i en erhvervsgrunduddannelse ansættes i en statsinstitution, er omfattet af overenskomsten for EGU-elever, jf. Fmst. cirk. 8/9 1994. Lønnen udgør 88.934 kr. pr. år (31. marts 2012-niveau). Lønnen reguleres efter de gældende regler om procentregulering af løn. Der udbetales løn i praktikperioder, og den udbetales månedsvis bagud. I skoleperioder modtager eleven skoleydelse, der udbetales af kommunen.

17.2.1.6. Øvrige ansættelsesvilkår

Erhvervsgrunduddannelseselever er under fravær som følge af sygdom, graviditet, barsel og adoption omfattet af de aftaler, som Finansministeriet har indgået med centralorganisationerne.

Erhvervsgrunduddannelseselever er omfattet af ferielovens regler med de afvigelser, som følger af, at de tillige er omfattet af ferieaftalen. De særlige regler i ferielovens § 9 om ret til betalt ferie for erhvervsuddannelseselever finder ikke anvendelse for erhvervsgrunduddannelseselever.

Kapitel 17. Sidst revideret 06.01.17