23.3.2.1. Feriehindringer

Hvis planlagt eller tilgodehavende ferie ikke kan afvikles i ferieperioden, henholdsvis ferieåret af en af de årsager, der er nævnt i fbkg. § 17, fx sygdom eller barsel, foreligger der en feriehindring.

Hvad der anses for feriehindringer og betydningen heraf, omtales i ferievejledningens kapitel 5.

Reglerne om ferie i forbindelse med barsel og adoption er nærmere beskrevet i vejledningen om barsel, adoption og omsorgsdage.

Beskæftigelsesministeriets Feriekontor har udtalt, at det som hovedregel er op til den ansatte, om vedkommende vil påberåbe sig en eventuel feriehindring eller vil holde ferien trods feriehindringen.

Er der tale om allerede planlagt ferie, er det således den ansatte, der kan vælge, om ferien skal holdes uanset feriehindringen. 

Hvis en ansat ønsker det, og ansættelsesmyndigheden kan acceptere det, kan også ikke-planlagt ferie afholdes, selv om der foreligger en feriehindring. Det betyder, at ferie også kan holdes på en dag, hvor den ansatte fx er delvis sygemeldt. En sådan dag vil tælle som en hel feriedag.

En feriehindring indebærer således alene, at ansættelsesmyndigheden ikke kan pålægge den ansatte at holde ferie i den periode, hvor feriehindringen foreligger. 

Foreligger feriehindringen alene i et af flere ansættelsesforhold, kan ferie varsles i de ansættelsesforhold, som ikke berøres af feriehindringen, og allerede fastlagt ferie skal holdes som planlagt.

Kapitel 23. Sidst revideret 29.06.17