23.6.1. Ferie i forlængelse af fratræden

Når en ansat fratræder, konverteres den pågældendes krav på tilgodehavende ferie til et krav på feriegodtgørelse på 12 ½ pct., jf. Fel. § 23, stk. 6. Dette gælder også for ansatte, der i øvrigt under ansættelsen er berettiget til at holde ferie med løn og særlig feriegodtgørelse, herunder ansatte der har valgt feriegodtgørelse på 12 pct., jf. Fel. § 23, stk. 5. Feriegodtgørelsen indbetales til FerieKonto. Reglerne om ferie i forbindelse med fratræden omtales i ferievejledningens kapitel 8.

Efter § 6 i bekendtgørelsen om FerieKonto skal arbejdsgiveren imidlertid efter anmodning udbetale feriegodtgørelsen direkte til den ansatte for ferie, som er påbegyndt ved ansættelsesforholdets ophør, eller som påbegyndes i forlængelse heraf. Anmodningen skal fremsættes i umiddelbar tilknytning til opsigelsen eller - hvis der er tale om et længere opsigelsesvarsel - senest på et tidspunkt, hvor arbejdsgiveren uden væsentlig ulempe kan opfylde den ansattes krav. 

Når en medarbejder med 6-dages-uge fratræder, skal ansættelsesmyndigheden i indberetningen til indkomstregisteret omregne det tilgodehavende antal feriedage til 5-dages-uge, jf. § 7, stk. 3, i bekendtgørelsen om FerieKonto.

Kapitel 23. Sidst revideret 29.06.17