23.5.2.2. Under ferien

Med virkning fra 1. maj 2012 har en ansat også mulighed for at få erstatningsferie i forbindelse med sygdom, der opstår under ferien, jf. Fel. § 13, stk. 3 - 6. Lovændringen er en følge af EU-domstolens fortolkning af arbejdstidsdirektivet, som giver alle ansatte ret til en betalt ferie af mindst 4 ugers varighed pr. år.

En ansat, der har optjent fuld ferie (25 dage), har således krav på erstatningsferie efter i alt 5 sygedage i et ferieår, dvs. erstatningsferie for maksimalt 4 uger (20 dage). 

Hvis den pågældende ikke har optjent fuld ferie, nedsættes såvel de 4 uger som de 5 dage forholdsmæssigt. En ansat, der har optjent 20 feriedage, har derfor ret til erstatningsferie efter 4 sygedage (5 dage x 20/25), dvs. maksimalt 16 erstatningsferiedage (20 dage x 20/25). 

Den ansatte skal sygemelde sig efter arbejdspladsens sædvanlige regler. Retten til erstatningsferie/afviklingen af de 5 dage gælder først fra den dag, hvor den ansatte sygemelder sig, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende, fx ulykkestilfælde eller svær tilskadekomst.

Retten til erstatningsferie forudsætter endvidere lægelig dokumentation fra 1. sygedag, som den ansatte selv skal betale. Hvis en ansat, som har optjent fuld ferie, fx først fremlægger dokumentation for sygdommen fra 3. sygedag, indtræder retten til erstatningferie først på 8. dagen.

Tidspunktet for afvikling af erstatningsferien fastlægges efter de almindelige regler. Varslet på 3 måneder kan dog forkortes, hvis det er nødvendigt, for at hovedferien kan holdes inden ferieperiodens udløb. I så fald skal ferien varsles umiddelbart i forlængelse af den ansattes raskmelding. Varslet på 1 måned for restferie kan ikke forkortes. Kan ferien på grund af sygdom ikke holdes i ferieåret, holdes ferien i det næste ferieår, jf. Fel. § 13, stk. 5, medmindre den ansatte vælger at få pengene udbetalt efter Fel. § 38.

Efter ferieaftalens § 14 kan ansættelsesmyndigheden, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at ferien suspenderes i videre omfang, end den ansatte efter ferieloven har ret til. I sager, der giver anledning til tvivl, kan ansættelsesmyndigheden vælge at indhente en lægelig vurdering fra Helbredsnævnet mod betaling af et gebyr. Den ansatte skal selv betale eventuelle lægeerklæringer, som fremskaffes til brug for sagen. 

Kapitel 23. Sidst revideret 06.01.17