22.1.7. Godtgørelse uden forflyttelse

22.1.7.1. Begreb

I visse situationer kan der udbetales godtgørelse efter flyttegodtgørelsesaftalens regler - uanset at der ikke foreligger forflyttelse i aftalens forstand, jf. afsnit 22.1.2. Disse tilfælde er bl.a. karakteriseret ved, at der sker tvunget ind- eller udflytning af en tjeneste- eller lejebolig, og at der ikke foreligger skift af tjenestested.

22.1.7.2. Anvist tjenestebolig

Til nyansatte medarbejdere, som i direkte tilknytning til første ansættelse flytter ind i en anvist tjenestebolig, udbetales godtgørelse efter aftalens regler om ansøgt forflyttelse uden forbindelse med forfremmelse, jf. afsnit 22.1.5.1.

22.1.7.3. Godtgørelse uden skift af tjenestested

Til medarbejdere, der uden at skifte tjenestested

  • flytter ind i en anvist tjenestebolig eller
  • efter pålæg fraflytter en lejebolig som følge af dens nedlæggelse eller
  • uden forbindelse med afsked efter pålæg fraflytter en anvist tjenestebolig,

udbetales godtgørelse efter reglerne for uansøgt forflyttelse, bortset fra godtgørelse for dobbelt husførelse.

22.1.7.4. Afsked med rådighedsløn

Til medarbejdere, der efter pålæg fraflytter en anvist tjenestebolig efter afsked med rådighedsløn eller ventepenge, udbetales godtgørelse efter reglerne om uansøgt forflyttelse, bortset fra godtgørelse for dobbelt husførelse og opmagasinering.

22.1.7.5. Midlertidig udflytning

Ved midlertidig udflytning af en tjenestebolig på grund af dennes ombygning og tilbageflytning til tjenesteboligen udbetales kun supplerende godtgørelse i forbindelse med udflytningen.

22.1.7.6. Afsked med pension

Til medarbejdere, som ved afsked med pension skal fraflytte en tjenestebolig, udbetales en godtgørelse svarende til det fastsatte årlige boligbidrag. Godtgørelsen beregnes af det egentlige boligbidrag, dvs. ekskl. eventuel varmebetaling, på fraflytningstidspunktet.

22.1.7.7. Efterlevende ægtefælle

Til en efterlevende ægtefælle, der efter medarbejderens død skal fraflytte en tjenestebolig, udbetales godtgørelse efter reglerne om uansøgt forflyttelse, bortset fra godtgørelse for dobbelt husførelse.

Til en efterlevende ægtefælle, der efter medarbejderens død skal fraflytte en lejebolig, udbetales samme godtgørelse som til medarbejdere, der ved afsked med pension fraflytter en tjenestebolig.

22.1.7.8. Færøerne

Reglerne om ansøgt forflyttelse uden forbindelse med forfremmelse gælder også for medarbejdere på Færøerne, der flytter fra Færøerne for at bosætte sig i Danmark i forbindelse med afsked med pension på grund af alder eller helbredsbetinget utjenstdygtighed eller af anden utilregnelig årsag.

Kapitel 22. Sidst revideret 29.06.17