9.9.2. Krav til samtykke

9.9.2.1. Samtykke

Som hovedregel må en arbejdsgiver kun registrere følsomme oplysninger om en medarbejder, hvis medarbejderen har givet udtrykkeligt samtykke til dette.

persondatalovens § 3, nr. 8, er den registreredes samtykke defineret som enhver frivillig, specifik og informeret viljestilkendegivelse, hvorved den registrerede indvilger i, at oplysninger, der vedrører den pågældende selv, gøres til genstand for behandling.

Et samtykke skal således meddeles i form af en viljestilkendegivelse fra den registrerede. Heraf følger, at et samtykke som udgangspunkt skal meddeles af den registrerede selv. Der er dog intet til hinder for, at et samtykke meddeles af en person, som har fået fuldmagt af den registrerede.

Endvidere skal den behandling, der gives samtykke til, opfylde lovens § 5, herunder være sagligt begrundet, relevant og proportionalt.

Et samtykke skal være frivilligt. Samtykket må således ikke være afgivet under tvang.

Frivillighedskravet kan umiddelbart synes at være et problem i arbejdsmæssig sammenhæng, idet jobansøgeren/medarbejderen kan anses for at være i et afhængighedsforhold til arbejdsgiveren. Det er dog ikke i praksis antaget, at den omstændighed, at en person giver samtykke for at opnå en modydelse, fx et job, i sig selv medfører, at samtykket ikke længere kan betegnes som frivilligt.

Herudover skal der være tale om et specifikt samtykke. I kravet herom ligger, at et samtykke skal være konkretiseret i den forstand, at det klart og utvetydigt fremgår, hvad det er, der meddeles samtykke til. Det skal således fremgå, hvilke typer af oplysninger der må behandles, hvem der kan foretage behandling af oplysninger om den samtykkende, og til hvilke formål behandlingen kan ske.

Et ikke nærmere specificeret samtykke til indhentning af referenceoplysninger hos en tidligere arbejdsgiver kan som udgangspunkt ikke antages af omfatte følsomme personoplysninger omfattet af persondatalovens § 7, stk. 1. Der henvises til Højesterets dom af 27. maj 2011, jf. UfR 2011.2343. 

Endelig skal samtykket være informeret i den forstand, at den samtykkende skal være klar over, hvad det er, vedkommende meddeler samtykke til. Den dataansvarlige må således sikre sig, at der gives den registrerede tilstrækkelig information til, at den pågældende kan vurdere, hvorvidt samtykke bør meddeles.

Det følger herudover af de enkelte behandlingsregler i lovens kapitel 4, se bl.a. § 6, stk. 1, nr. 1, § 7, stk. 2, nr. 2, og § 8, stk. 2, nr. 1, at et samtykke skal være udtrykkeligt. Dette indebærer, at der ikke kan indhentes stiltiende eller indirekte samtykke til behandling af personoplysninger.

Der gælder ikke noget formkrav til et samtykke. Der kan således være tale om såvel skriftligt som mundtligt samtykke fra den registrerede, ligesom samtykket også vil kunne gives digitalt. Da bevisbyrden for, at der foreligger et samtykke, der opfylder lovens krav, påhviler den dataansvarlige, må det dog anbefales, at et samtykke i videst muligt omfang afgives skriftligt.

Den registrerede kan på et hvilket som helst tidspunkt tilbagekalde et samtykke, jf. lovens § 38. Virkningen heraf vil i givet fald være, at den behandling af oplysninger, som den registrerede tidligere har meddelt sit samtykke til, ikke længere må finde sted. Derimod kan den registrerede ikke tilbagekalde sit samtykke med tilbagevirkende kraft.

Kapitel 9. Sidst revideret 29.06.17