9.9.8. Oplysningspligt

Persondatalovens kapitel 8 omhandler oplysningspligt over for den registrerede.

9.9.8.1. Indsamling hos den registrerede

Det følger af persondatalovens § 28, stk. 1, at den dataansvarlige eller dennes repræsentant - ved indsamling af oplysninger hos den registrerede - skal give den registrerede meddelelse om følgende:

  • den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.
  • formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
  • alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som fx:
    • kategorierne af modtagere.
    • om det er obligatorisk eller frivilligt at besvare stillede spørgsmål samt mulige følger af ikke at svare.
    • om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de ovenfor nævnte oplysninger, jf. § 28, stk. 2. Endvidere findes der i lovens § 30 en række undtagelser til oplysningspligten i § 28, stk. 1.

9.9.8.2. Indsamling hos andre end den registrerede

Hvor oplysningerne er indsamlet hos andre end den registrerede, påhviler det ifølge persondatalovens § 29, stk. 1, den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen eller, hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når oplysningerne videregives, at give den registrerede meddelelse om følgende:
  • den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet.
  • formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt.
  • alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som fx:
    • hvilken type oplysninger det drejer sig om
    • kategorierne af modtagere
    • om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.

    Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvis den registrerede allerede er bekendt med de ovenfor nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, jf. § 29, stk. 2.

    Bestemmelsen i stk. 1 gælder heller ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig, jf. § 29, stk. 3.

    Endvidere findes der i lovens § 30 en række undtagelser til oplysningspligten i § 29, stk. 1.

    Datatilsynet har udsendt vejledning 126 10/7 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger (rettighedsvejledningen), hvor oplysningspligten behandles under punkt 2. Vejledningen kan findes på www.datatilsynet.dk under punktet "Lovgivning".

    Af vejledningen fremgår det, at underretningspligten i almindelighed skal opfyldes inden 10 dage efter registreringen af oplysningerne. Der gælder ingen formkrav til underretningen, men da myndigheden skal kunne dokumentere, at der er sket underretning, anbefaler Datatilsynet, at underretningen sker skriftligt. Meddelelsen skal både være klar og tydelig. Det fremgår endvidere, at den dataansvarlige - uafhængigt af, hvornår oplysningspligten indtræder – alene er forpligtet til at give meddelelse til den registrerede én gang. Dette gælder såvel ved enkeltstående indsamlinger som ved løbende indsamling af oplysninger. Ved indhentelse af yderligere oplysninger i samme sag er en gentagelse af oplysningspligten således ikke nødvendig.

    En betingelse for at undlade at underrette den registrerede, hver gang der indsamles oplysninger hos andre end den registrerede, er dog, at de efterfølgende indsamlinger ikke går ud over rammerne for den meddelelse, som er givet til den registrerede i forbindelse med den første indsamling eller videregivelse.

    Kapitel 9. Sidst revideret 29.06.17