27.2.8.3. Funktionsvederlag under fraværet

Fridage medregnes ved opgørelsen af det antal dage, for hvilke der ydes vederlag, under forudsætning af at tjenestemanden har fungeret på den 1. dag efter fridagen. Ved 1. dag forstås i denne sammenhæng den 1. arbejdsdag, på hvilken den pågældende faktisk gør tjeneste.

Dette indebærer, at der ydes vederlag for fridagen, uanset om denne efterfølges af en syge- eller feriedag, hvis tjenestemanden efter dette fravær fortsat fungerer i den højere stilling.

Hvis den fungerende tjenestemand ikke har opnået ret til funktionsvederlag under ferie, fradrages afviklede feriedage ved beregning af funktionsvederlaget (7 kalenderdage for en uges ferie).

Når en tjenestemand har fungeret uafbrudt i mere end 6 måneder i en eller flere højere stillinger (heri medregnet sådanne eventuelle afbrydelser, som er nævnt i afsnit 27.2.8.2), har den pågældende tillige ret til at få funktionsvederlag under fravær som følge af:

  1. Ferie, herunder særlige feriedage (uanset varighed). Det indebærer, at der i tilfælde, hvor den fungerende tjenestemand afløses i den højere stilling (funktionsstillingen) i en ferieperiode på 22 dage eller derover, skal udbetales funktionsvederlag til såvel den pågældende som til den, der afløser under ferien.
  2. Sygdom. Den fungerende tjenestemand er berettiget til funktionsvederlag under sygefraværsperioder på indtil 28 dage. Dageantallet opgøres for hver enkelt sygeperiode for sig, og sygeperioderne sammenlægges således ikke.
  3. Barsels- og adoptionsorlov. Den fungerende tjenestemand er berettiget til funktionsvederlag under barsels- og adoptionsorlov i indtil 28 dage.

Fravær af andre årsager end fridage, ferie/særlige feriedage, sygdom samt barsel og adoption medregnes i intet tilfælde ved beregning af vederlaget. Omsorgsdage, herunder konverterede omsorgsdage (nu opsparingsdage) medregnes således ikke.

Kapitel 27. Sidst revideret 06.01.17