12.3.1. Hovedtyper af lønsystemer

På trods af mange forskelle overenskomsterne/organisationsaftalerne imellem kan der grundlæggende skelnes mellem følgende to hovedtyper:

  • Skalatrinsaflønning
  • Selvstændig lønskala

12.3.1.1. Skalatrinsaflønning

Ansatte på lønsystemer, hvor der aflønnes efter et eller flere skalatrin i tjenestemandslønsystemet, kaldes ofte "skalatrinsaflønnede".

Når det er aftalt, at de ansatte skal aflønnes efter bestemte skalatrin i tjenestemændenes lønsystem, følger det automatisk, at de ansatte i overenskomstperioden får samme lønregulering som tjenestemændene på tilsvarende skalatrin.

Tidspunktet for oprykning til næste skalatrin fremgår af den konkrete overenskomst/organisationsaftale. Som hovedregel sker oprykning som for tjenestemænd hvert andet år.

12.3.1.2. Selvstændig lønskala

I lønsystemer med selvstændig lønskala vil reguleringerne fremgå af den enkelte overenskomst/organisationsaftale. Reguleringerne vil dog normalt følge samme principper som ændringer og reguleringer i tjenestemandslønsystemet, dvs. at lønningerne reguleres med den generelle reguleringsprocent, herunder reguleringer som følge af udmøntninger fra reguleringsordningen/privatlønsværnet, jf. kapitel 10.

Som eksempel på en overenskomst med selvstændig lønskala kan nævnes akademikeroverenskomstens gamle lønsystem.

Kapitel 12. Sidst revideret 06.01.17