Kapitel 25. Graviditet, barsel og adoption

Kapitlet omhandler reglerne om graviditet, barsel og adoption samt omsorgsdage for statens ansatte.

 

25.1. Regelgrundlag

De generelle regler om statsansattes rettigheder i forbindelse med graviditet, barsel og adoption er fastsat i barselsloven med tilhørende bekendtgørelse, i funktionærloven samt i aftalen om barsel, adoption og omsorgsdage(barselsaftalen).

Finansministeriet og CFU har i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2015 aftalt en ekstra uges "øremærket" lønret. Faderen/medmoderen har således fremover ret til løn i 7 af de 32 ugers forældreorlov, og tilsvarende gælder for adoptanter. Ændringen har virkning for forældre til børn, der fødes/modtages den 1. april 2015 eller senere.

Barselsaftalen supplerer lovgivningens regler om ret til fravær og dagpenge med regler om ret til løn, pension, omsorgsdage mv.

Aftalen omfatter såvel tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte som overenskomstansatte omfattet af CFU's forhandlingsret.

Ansatte, der er ansat i henhold til aftaler/overenskomster uden for CFU-området eller i henhold til bekendtgørelser, regulativer eller lignende, kan via henvisning til aftalen eller selvstændige bestemmelser have tilsvarende rettigheder. Herudover kan der findes særlige regler i de enkelte overenskomster.

25.2. Barselsvejledningen mv.

Moderniseringsstyrelsen har i fællesskab med CFU udarbejdet en barselsvejledning, der gennemgår det samlede regelgrundlag. 

Til brug for institutionernes administration af og løbende rådgivning om barselsreglerne er der i fællesskab med CFU udarbejdet forslag til orienteringsbreve, varslingsbreve og erklæringer i forbindelse med lønnet orlov, som kan udleveres til ansatte omfattet af barselsaftalen i forbindelse med en forestående barsels- eller adoptionsorlov.

Materialet findes på www.modst.dk sammen med andet informationsmateriale. 

25.3. Digital indberetning

Ansættelsesmyndigheden skal indberette barsels- og adoptionsfravær og anmode om refusion af barselsdagpenge på www.virk.dk/sygedagpenge. Indberetning skal ske elektronisk via NemRefusion (www.nemrefusion.dk), jf. Bekg. 117 18/2 2011. En nærmere beskrivelse af den digitale indberetningsløsning og arbejdsgivers forpligtelser i den forbindelse findes i Lbekg. 440 1/5 2013.

 

25.4. Bilags- og henvisningsoversigt

Bilag

  • Bilag 24.8.1 Oversigt over optjening af fast påregnelige tillæg (natpenge mv. og arbejdsbestemte tillæg) samt frihed for arbejde på ubekvemme tidspunkter under betalt fravær mv.

Henvisninger

 

Kapitel 25. Sidst revideret 29.06.17