25.1. Regelgrundlag

De generelle regler om statsansattes rettigheder i forbindelse med graviditet, barsel og adoption er fastsat i barselsloven med tilhørende bekendtgørelse, i funktionærloven samt i aftalen om barsel, adoption og omsorgsdage(barselsaftalen).

Finansministeriet og CFU har i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2015 aftalt en ekstra uges "øremærket" lønret. Faderen/medmoderen har således fremover ret til løn i 7 af de 32 ugers forældreorlov, og tilsvarende gælder for adoptanter. Ændringen har virkning for forældre til børn, der fødes/modtages den 1. april 2015 eller senere.

Barselsaftalen supplerer lovgivningens regler om ret til fravær og dagpenge med regler om ret til løn, pension, omsorgsdage mv.

Aftalen omfatter såvel tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte som overenskomstansatte omfattet af CFU's forhandlingsret.

Ansatte, der er ansat i henhold til aftaler/overenskomster uden for CFU-området eller i henhold til bekendtgørelser, regulativer eller lignende, kan via henvisning til aftalen eller selvstændige bestemmelser have tilsvarende rettigheder. Herudover kan der findes særlige regler i de enkelte overenskomster.

Kapitel 25. Sidst revideret 06.01.17