18.2. Job på særlige vilkår (socialt kapitel )

Socialt kapitel mv. er hovedoverskriften for en række tiltag, der har til formål dels at øge beskæftigelsen for personer, der har vanskeligt ved at opnå en placering på arbejdsmarkedet, dels at sikre, at allerede ansatte kan bevare beskæftigelsen uanset forringet arbejdsevne.

Ved Fmst. cirk. 14/6 1997 om job på særlige vilkår (socialt kapitel) fremsendtes aftale mellem Finansministeriet og centralorganisationerne om lokale aftaler om job på særlige vilkår og samtidig opfordredes til en intensiveret anvendelse af eksisterende arbejdsmarkedspolitiske ordninger.

Efter gældende regler skal der være et rimeligt forhold mellem antallet af ordinært ansatte og antallet af personer, der er i virksomhedspraktik eller ansat med løntilskud, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 62 og bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats § 83. Rimelighedskravet gælder ikke for ansættelse i fleksjob.

Rimelighedskravet betyder, at der skal være mindst fem ordinært ansatte pr. person, der er ansat i virksomhedspraktik eller med løntilskud, hvis virksomheden har mellem 0 og 50 ansatte (dog vil der altid kunne ansættes 1 person på særlige vilkår). Herudover kan der ansættes 1 person for hver yderligere 10 ordinært ansatte. Ansættelsesmyndigheden har ikke mulighed for at fravige dette rimelighedskrav, medmindre der er tale om ansættelse af førtidspensionister.

For visse ordninger gælder endvidere et merbeskæftigelseskrav, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 61, som indebærer, at der ved ansættelse af en ledig med løntilskud skal ske en nettoudvidelse af antallet af ansatte hos den enkelte arbejdsgiver.

18.2.1. Fravigelse af de almindelige løn- og ansættelsesvilkår

Aftalen om lokale aftaler om job på særlige vilkår gør det muligt at aftale fravigelser af de almindelige løn- og ansættelsesvilkår. Fastlæggelse af løn og øvrige ansættelsesvilkår skal ske i samarbejde med den relevante faglige organisation, jf. de retningslinjer, der fremgår af aftalen.

Der er med aftalen skabt hjemmel til, at der lokalt kan indgås aftale om, at følgende persongrupper med nedsat arbejdsevne kan tilbydes arbejde på særlige vilkår, herunder særlige løn- og ansættelsesvilkår:

  • Allerede ansatte, hvis arbejdsevne er forringet af helbredsmæssige og/eller sociale årsager, og som selv ønsker at overgå til ansættelse på særlige vilkår.
  • Udefra kommende med nedsat arbejdsevne.

Tjenestemænd mv. har som udgangspunkt de samme muligheder som overenskomstansatte for at blive omfattet af ordningerne.

For ansatte med tjenestemandspensionsrettigheder gælder dog, at en lokal aftale om job på særlige vilkår kun kan indgås, hvis den pågældende bevarer retten til at få pensionen beregnet efter den hidtidige højere pensionsgivende løn, jf. Fmst. cirk. skr. 25/9 2000.

18.2.2. Samarbejdsudvalgets rolle

Med henblik på at integrere grupper, der har vanskeligt ved at få en placering på arbejdsmarkedet, kan samarbejdsudvalget drøfte mulighederne for at gøre brug af de arbejdsmarkedspolitiske ordninger.

Samarbejdsudvalget kan fastlægge retningslinjer for udformning af job på særlige vilkår eksempelvis vedrørende arbejdsindhold, oplæring, medarbejderudviklingssamtaler, kompetenceudvikling og antal stillinger, der kan besættes på særlige vilkår, jf. samarbejdsaftalens § 4.

Det er forudsat, at ansættelser, der sker i henhold til aftalen om job på særlige vilkår (Socialt kapitel), ikke må medføre afskedigelse af allerede ansatte, jf. Fmst. cirk. 14/6 1997.

Ansættelsesmyndigheden skal høre de allerede ansatte, når der skal ansættes en person med løntilskud eller i virksomhedspraktik, jf. bekendtgørelse om en aktiv beskæftigelsesindsats. Høringen bekræftes af en medarbejderrepræsentant ved underskrift af blanket til rekvirering af løntilskudsplads og virksomhedspraktik. Blanketten findes på: https://info.jobnet.dk/blanketter.

Kapitel 18. Sidst revideret 29.06.17