16.2.5. Lønanciennitet ved overgang til anden statstjenestemandsstilling

16.2.5.1. Samme lønramme

Ved overgang fra én tjenestemandsstilling til en anden i samme lønramme viderefører tjenestemanden sin lønanciennitet fra den hidtidige stilling. Dette gælder, uanset om overgangen sker til en stilling af en helt anden kategori eller til en stilling i en anden statsinstitution.

16.2.5.2. Højere lønramme

Ved overgang til en tjenestemandsstilling i en højere lønramme fastsættes lønancienniteten således, at tjenestemanden opnår den løn, der ligger nærmest over den senest opnåede løn, medmindre andet særskilt er aftalt i forbindelse med omklassificering.

Ved fastsættelse af lønanciennitet gælder yderligere, at pågældende på intet tidspunkt må få en løn i den højere lønramme, der alene svarer til eller er lavere end den løn, tjenestemanden ville have opnået ved alderstillæg ved fortsat ansættelse i den lavere lønramme. En sådan mulighed, kan opstå, hvis lønrammerne "overlapper" hinanden.

Oprykning i den højere lønramme skal derfor ske på en sådan måde og på et sådant tidspunkt, at tjenestemanden til stadighed får den løn, der ligger nærmest over den løn, den pågældende ville have haft ved fortsat ansættelse i den lavere lønramme.

For så vidt angår fastsættelse af lønanciennitet ved varig ansættelse i en højere stilling, efter at tjenestemanden i en periode har fungeret i stillingen, henvises til kapitel 27.

Ved overgang til en stilling med højere slutløn inden for et samlet lønforløb, hvor oprykning fra én lønramme til en anden finder sted efter lov, aftale eller anden godkendt ordning efter anciennitet og under forudsætning af tilfredsstillende tjenstlige forhold, placeres tjenestemanden i det samlede lønforløb som nævnt ovenfor vedrørende overgang til en højere lønramme. 

16.2.5.3. Genoprykning

Hvis en tjenestemand efter at være overgået til en lavere lønramme atter oprykkes til den højere lønramme eller til en mellemliggende lønramme, kan der tillægges forhøjet lønanciennitet på grundlag af den tidligere ansættelse efter samme principper som ved genansættelse som tjenestemand, jf. afsnit 16.2.3.3.

16.2.5.4. Lavere lønramme

Ved overgang til en stilling i en lavere lønramme beregnes den lønanciennitet, der ville være opnået, hvis tjenestemanden - på det tidspunkt hvor den pågældende blev ansat i den stilling, hvorfra nedrykning sker - var blevet ansat i den stilling, hvortil nedrykning sker.

Til den således beregnede lønanciennitet lægges den lønanciennitet, tjenestemanden har optjent i den højere lønramme.

Ved overgang til en anden tjenestemandsstilling i henhold til en lokal aftale om job på særlige vilkår (socialt kapitel) afhænger medregning af lønanciennitet af aftalen. Der henvises til kapitel 18.

Ved nedrykning til en stilling med lavere slutløn inden for et samlet lønforløb end slutlønnen i den hidtidige stilling sker indplaceringen i lønforløbet på samme måde som ved overgang til en stilling i en lavere lønramme. 

Kapitel 16. Sidst revideret 06.01.17