Mindre skriftStørre skriftNormal skrift   Udskriv PDFUdskriv aktuel side

10.2. Lønpolitik

Statens lønpolitik skal understøtte udviklingen af effektive og attraktive arbejdspladser.

De samlede ansættelsesvilkår for statsansatte skal have et sådant indhold, at staten kan rekruttere og fastholde den arbejdskraft, der er nødvendig for at løse opgaverne. Lønnen er en væsentlig del af ansættelsesvilkårene, og der tilstræbes en balance mellem lønudviklingen i og uden for staten.

Samtidig er det væsentligt, at lønmidlerne anvendes målrettet, således at der opnås størst mulig effekt. Lønnen skal kobles til mål og strategier for den enkelte arbejdsplads og til institutionens personalepolitik. Endvidere skal der være sammenhæng mellem lønnen og den enkelte medarbejders ansvar, kompetencer og resultater.

Endelig er det væsentligt for Finansministeriet at fastholde en overordnet løn- og udgiftsstyring.

10.2.1. Fleksibilitet i lønsystemerne

For at nå de overordnede lønpolitiske mål har Finansministeriet igennem en årrække arbejdet for at få større fleksibilitet i lønsystemerne. Lønnen skal kunne tilpasses de lokale forhold på arbejdspladsen. Som en afspejling af denne overordnede målsætning fastsættes en stigende del af lønnen lokalt på den enkelte arbejdsplads i forhold til den enkelte medarbejder.

Dette er sket generelt med etableringen af nye lønsystemer, men også gennem øget decentralisering på en række områder, jf. afsnit 10.2.3.

Udviklingen i retning af et mere decentralt og fleksibelt lønsystem er en proces i fortsat udvikling. Det er Finansministeriets politik, at en stadig større del af lønnen skal fastsættes lokalt.

10.2.2. Kompetence

Finansministeriet har kompetencen til at fastsætte løn til grupper af statsansatte m.fl. Det gælder, hvad enten der er tale om tjenestemænd, overenskomstansatte eller andre personalegrupper, jf. kapitel 1.

10.2.3. Generelle bemyndigelser

Lønfastsættelsen i staten er på mange punkter decentraliseret, først og fremmest i form af generelle bemyndigelser. Finansministeriet fastsætter således de overordnede rammer, men giver samtidig de enkelte arbejdsgivere et lokalt lønpolitisk råderum.

De nye lønsystemer er det mest markante udslag af denne decentraliseringsproces.

Som andre eksempler kan nævnes:

  • Lokal- og cheflønsordningerne
  • Klassificering og omklassificering af enkeltstillinger under lr. 37
  • Indgåelse af aftaler om resultatløn
  • Indgåelse af aftaler om ansættelse på åremål
  • Rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten

10.2.4. Konkrete bemyndigelser

Finansministeriet kan også give en konkret bemyndigelse til fx at forhandle en bestemt overenskomst eller indgå aftale om gruppevise omklassificeringer af bestemte personalegrupper.

Rammer og forudsætninger for forhandlingerne vil normalt være fastlagt i et bemyndigelsesbrev.

Kapitel 10. Sidst revideret 06.01.17