Særskilt vederlag er betaling til medlemmer af råd, nævn, kommissioner, udvalg o.l. Reglerne herom fremgår af
Fmst. cirk. 2/11 1998.
Kompetencen til at afgøre, om der skal ydes særskilt vederlag, samt til at fastsætte vederlagets størrelse er delegeret til ministeriernes departementer, som skal træffe afgørelsen i overensstemmelse med bestemmelserne i cirkulæret.
Ikke-statsansatte kan få særskilt vederlag, medmindre de er udpeget til fortrinsvis at varetage organisationsinteresser, politiske interesser e.l. Hvis de er udpeget af en interesseorganisation e.l. eller efter indstilling fra en sådan, må det som udgangspunkt antages, at de er udpeget til at varetage organisationsinteresser.
Statsansatte kan kun i meget sjældne undtagelsestilfælde få særskilt vederlag, fordi det må antages, at opgaven skal løses som et led i den ansattes stilling. Betaling for arbejdet, herunder godtgørelse for merarbejde, må ske efter den overenskomst eller aftale, den ansatte er omfattet af.
For dommere gælder særlige regler, idet de kun er forpligtet til at påtage sig hverv for staten uden for retsvæsenets område, hvis Justitsministeriet eller Domstolsstyrelsen har indgået en såkaldt dommeraftale med Den Danske Dommerforening om et tillæg.
Ansatte ved højere læreanstalter mv., der underviser eller forsker, og som ikke kan få godtgørelse for merarbejde, kan i stedet få et tillæg for at være medlem af et råd, nævn e.l. Tillægget forhandles mellem det ministerium, som hvervsindehaveren er anset under, og den forhandlingsberettigede organisation. Det er en betingelse for at yde tillæg, at varetagelsen af hvervet medfører en tidsmæssig belastning ud over de opgaver, der i øvrigt er henført til stillingen. Belastningen bør normalt være mindst 50 timer om året.
Folketingsmedlemmer kan ikke få særskilt vederlag, hvis de i udvalget repræsenterer Folketinget og udfører arbejde af lovforberedende karakter.
Når det er afgjort, om der kan ydes særskilt vederlag, skal betalingens størrelse fastsættes. Finansministeriet anbefaler, at der ved fastsættelsen af beløbets størrelse tages udgangspunkt i hidtidig praksis, hvor vederlaget er blevet fastsat på niveau med den løn, som en ansat inden for staten ville få for en stilling, som stiller samme krav til arbejdets kvalitative karakter. Ved vurderingen kan bl.a. tages hensyn til organets kompetence. Fx vil vederlaget for medlemmer af et nævn, der træffer afgørelse som ankeinstans, typisk være højere end for medlemmer af et rent rådgivende organ. Det er muligt i ganske særlige tilfælde at tage hensyn til medlemmers faste driftsomkostninger mv. Dette kan fx være relevant i forbindelse med fastsættelse af betaling til advokater m.fl. i visse nævn.
For organer, hvor det forudsættes, at medlemmerne er i besiddelse af en særlig ekspertise, kan en betaling pr. time på ca. 260 kr. (niveau 1. oktober 1997) lægges til grund. Til medlemmer af organer, som fortrinsvis har rådgivende opgaver, er niveauet ca. 175 kr. pr. time (niveau 1. oktober 1997). Betalingen kan højst udgøre 500 kr. pr. time (niveau 1. oktober 1997). Beløbet procentreguleres efter lønjusteringsaftalens regler, og det aktuelle beløb fremgår af Finansministeriets lønoversigt, tabel 7.1.
Formanden vil ofte få en betaling pr. time, der er mellem 10 pct. og 20 pct. højere end vederlaget til andre medlemmer af udvalget, fordi der typisk stilles højere krav til formandens kvalifikationer. Også for så vidt angår formænd, kan betalingen højst udgøre 500 kr. pr. time (niveau 1. oktober 1997).
Hvis vedkommende ministerium undtagelsesvis finder, at ganske særlige forhold taler for en højere betaling end 500 kr. pr. time (niveau 1. oktober 1997), skal sagen forelægges for Moderniseringsstyrelsen.
Det tilrådes at anvende en betalingsform, der sikrer, at betalingens størrelse afhænger af tidsforbruget.
Dette kan bl.a. ske ved, at betalingen fastsættes pr. arbejdstime.
En anden mulig betalingsform er betaling pr. møde, hvor størrelsen afhænger af det gennemsnitlige tidsforbrug pr. møde. Heri indgår tidsforbrug til såvel møde, mødeforberedelse som andet arbejde i forbindelse med udvalgsarbejdet.
I andre tilfælde kan betalingen fastsættes som et beløb pr. sag, kendelse, e.l. på grundlag af oplysninger om gennemsnitligt tidsforbrug til sagsbehandling mv.
I tilfælde, hvor udvalgsarbejdet er af en sådan karakter, at de nævnte betalingsformer forekommer uhensigtsmæssige, kan betalingen ske i form af et årligt vederlag.
De forskellige betalingsformer kan eventuelt kombineres.
Betalingen kan fastsættes som grundbeløb (niveau 1. oktober 1997), der procentreguleres. Herved sikres, at betalingen følger lønudviklingen inden for staten. Procentreguleringens størrelse fremgår af
Finansministeriets lønoversigt.
Undertiden kan det være vanskeligt at vurdere arbejdets omfang i et nyetableret organ. Derfor kan det være hensigtsmæssigt at fastsætte betalingen for en periode og derefter tage betalingens størrelse op til fornyet vurdering.
Hvervsindehavere, der modtager særskilt vederlag, følger ferielovens regler, jf. cirkulærets § 14, stk. 1. Dette gælder, selv om hvervsindehaveren ikke er lønmodtager i ferielovens forstand.
Hvis det særskilte vederlag er fastsat pr. arbejdstime, pr. sag eller pr. afholdt møde, beregnes der feriegodtgørelse på 12,5 pct. af vederlaget. Feriegodtgørelsen indbetales til FerieKonto efter ferielovens regler herom.
Hvis det særskilte vederlag er fastsat som et årligt eller månedligt vederlag, som ikke er afhængigt af det faktiske timeforbrug, ydes der et ferietillæg på 1 pct. af vederlaget. Det afgørende er, at vederlaget er fastsat i henhold til cirkulærets § 13, stk. 2, jf. stk. 1, og det har i den sammenhæng ingen betydning, hvordan vederlaget konkret udbetales.
Ferietillægget beregnes efter ferielovens regler og udbetales samlet ved ferieårets begyndelse.
Hvervsindehavere, der modtager tillæg efter cirkulærets § 7 (undervisere/forskere) eller § 8 (dommere), er omfattet af de ferieregler, der gælder for stillingen, jf. cirkulærets § 14, stk. 2. Det betyder fx, at tillægget udbetales under ferie med løn og indgår i beregningen af den særlige feriegodtgørelse.
Medlemmer, der modtager særskilt vederlag, har krav på at få refunderet merudgifter til transport, rimelige merudgifter til måltider o.l. og til overnatning efter tjenesterejseaftalens regler. Ved kørsel i privat bil udbetales befordringsgodtgørelse som udgangspunkt med den lave sats, idet forudsætningerne for at udbetale den høje sats normalt ikke vil være til stede.
Statsansatte, der tjenstligt varetager hverv i statslige og ikke-statslige organer, har krav på at få refunderet merudgifter til transport, rimelige merudgifter til måltider o.l. og til overnatning efter de regler, der gælder for stillingen. Ved kørsel i privat bil udbetales befordringsgodtgørelse med den lave sats, medmindre vedkommende har en skriftlig kørselsbemyndigelse, der dækker den pågældende kørsel.
Medlemmer, der ikke modtager særskilt vederlag, eller som ikke varetager hvervet tjenstligt, kan efter vedkommende ministeriums bestemmelse få refunderet merudgifter til transport, rimelige merudgifter til måltider o.l. og til overnatning. Det er vedkommende ministerium, der afgør, om der overhovedet skal ydes nogen form for godtgørelse, og om den i givet fald ydes helt eller delvist. Ydes der godtgørelse, skal dette i øvrigt ske i overensstemmelse med tjenesterejseaftalens regler for den eller de godtgørelser, der ønskes ydet. Befordringsgodtgørelse for kørsel i privat bil kan normalt ikke overstige den lave takst, idet forudsætningerne for at yde den høje sats normalt ikke vil være til stede.
Tjenesterejseaftalen er omtalt i kapitel 21.
Særskilt vederlag til tjenestemandspensionister m.fl. fastsættes på samme måde som til andre modtagere af særskilt vederlag.
Kapitel 10. Sidst revideret 21.12.11
