34.3. Overenskomstansatte mv.

34.3.1. Kollektive pensionsordninger

Overenskomstansatte og tjenestemandslignende ansatte er typisk omfattet af kollektive pensionsordninger i pensionskasser eller pensionsforsikringsselskaber.

Disse pensionsordninger adskiller sig fra tjenestemændenes pensionssystem bl.a. ved, at der betales et pensionsbidrag til ordningen, og at pensionens størrelse beregnes aktuarmæssigt i forhold til det indbetalte beløb.

34.3.2. Overenskomstansatte

Overenskomstansatte er omfattet af de pensionsordninger, der er omtalt i (fælles)overenskomsterne/organisationsaftalerne. Heri er fastsat regler om pensionsbidragets størrelse og beregning, pensionsinstitut samt om eventuelle karensbestemmelser.

Finansministeriet og centralorganisationerne har indgået aftale om generelle krav til indholdet af bidragsdefinerede pensionsordninger i staten mv., jf. Fmst. cirk. 29/8 2016, hvori det som noget nyt er fastsat, at der i den enkelte pensionsordning er mulighed for at etablere delpension og depotsikring.

Om det nærmere indhold af pensionsordningerne henvises til pensionsbestemmelserne samt til pensionskassernes regulativer/pensionsforsikringsselskabernes policer mv.

I de tilfælde, hvor en ansat på grund af helbredsmæssige forhold ikke opfylder betingelserne for optagelse på normale vilkår i den overenskomstmæssige pensionsordning, kan der med tilslutning fra Moderniseringsstyrelsen og den forhandlingsberettigede organisation ske indbetaling af pensionsbidrag til den pågældendes eventuelt allerede eksisterende pensionsordning eller til en anden pensionsordning, hvis indhold kan godkendes af overenskomstens parter.

For ansatte i fleksjob henvises til Fmst. cirk. 14/12 2012.

De kollektive pensionsordninger for ansatte under OAO-S's, LC's og CO10's forhandlingsområder, der ikke er omfattet af en anden pensionsordning som led i ansættelsesforholdet, er beskrevet i de respektive (fælles)overenskomster/organisationsaftaler mv.

Pensionsbidrag beregnes af nettolønnen og indbetales af ansættelsesmyndigheden. 1/3 anses for at være den ansattes eget bidrag, hvilket skal fremgå af lønspecifikationen.

For at blive omfattet af pensionsordningen i OAO-S-fællesoverenskomsten er det med virkning fra den 1. april 2011 alene en betingelse, at de pågældende

  • er fyldt 25 år og
  • har i alt 4 års sammenlagt beskæftigelse i det offentlige før eller efter det 25. år.

For ansatte, som

  • er fyldt 20 år og har i alt 9 måneders sammenlagt beskæftigelse i det offentlige eller
  • har været omfattet af en pensionsordning som led i en tidligere ansættelse

udgør pensionsbidraget 10,65 pct., indtil de pågældende opfylder betingelserne for at være omfattet af overenskomstens almindelige pensionsbidrag på 15 pct. (Ved OK15 er det aftalt at forhøje bidraget til 11,19 pct.). 

Ved opgørelse af beskæftigelse i det offentlige medregnes alle ansættelsesperioder uanset beskæftigelsesgrad. 

Definitionen af begrebet "det offentlige" er ændret med virkning fra den 1. april 2011, således at der alene skal medregnes ansættelse, der på tidspunktet for ansættelse efter fællesoverenskomsten er omfattet af Finansministeriets, KL´s eller Regionernes Lønnings- og Takstnævns forhandlingskompetence. Herudover medregnes i ancienniteten tidligere ansættelse ved en række oplistede områder, jf. cirkulærebemærkningerne til fællesoverenskomstens § 7, stk. 2. 

34.3.3. Tjenestemandslignende ansatte

Tjenestemandslignende ansatte i staten mv. under OAO-S's forhandlingsområde og det område, der indtil den 31. december 2009 var omfattet af CO II's forhandlingsret, er omfattet af forsikringsmæssige pensionsordninger i PFA Pension.

Tjenestemandslignende ansatte ved institutioner med mere end 50 pct. statstilskud er omfattet af ordningen, hvis de ikke i forvejen har anden obligatorisk pensionsordning som led i ansættelsen.

Pensionsordningen omfatter ikke tjenestemænd, andre ansatte omfattet af tjenestemandspensionsordninger, pensionerede tjenestemænd mfl.

Det er en betingelse for umiddelbar optagelse, at de pågældende er ansat på halvdelen eller mere af den til enhver tid gældende fulde arbejdstid. Ansatte med en beskæftigelseskvote på under halvdelen af fuld tid optages, når ansættelsen har varet i 6 måneder. Når denne betingelse er opfyldt, indbetales pensionsbidraget med tilbagevirkende kraft fra ansættelsestidspunktet.

Ordningen indeholder som hovedelementer en alderspension, en invalidepension samt børnepension.

For ansatte, der ikke opfylder helbredsbetingelserne for at være omfattet af den forsikringsmæssige pensionsordning, etableres en opsparingsordning.

Pensionsbidraget på det område, der indtil den 31. december 2009 var omfattet af CO II's forhandlingsret, har siden den 1. april 2002 udgjort 18 pct. af nettolønnen, jf. Fmst. cirk. 26/6 2002.

Pensionsbidraget på OAO-S-området har siden den 1. april 2003 udgjort 18 pct. af nettolønnen, jf. Fmst. cirk. 11/12 2003.

Tjenestemandslignende ansatte med uddannelse som socialrådgiver, bibliotekar eller sygeplejerske er optaget i de pensionsordninger, der er etableret særligt for disse uddannelsesgrupper, jf. Fmst. cirkskr. 6/8 1990.

34.3.4. Individuelt ansatte

Pensionsordninger for individuelt ansatte skal ikke godkendes af Moderniseringsstyrelsen. Det forudsættes, at der er en pensionsordning knyttet til ansættelsen, medmindre særlige omstændigheder taler imod det. Pensionsbidraget bør som udgangspunkt være på niveau med pensionsbidraget i tilsvarende eller sammenlignelige stillinger på overenskomstområdet.

Der stilles ikke længere særlige krav til indholdet af en individuel pensionsordning. Dog skal sådanne pensionsordninger klausuleres mod tilbagekøb på en sådan måde, at de ikke kan tilbagekøbes i videre omfang end nævnt i § 4 i aftale af 4. august 2009 mellem Finansministeriet og centralorganisationerne om generelle krav til indholdet af bidragsdefinerede pensionsordninger, jf. Fmst. cirk. 5/8 2009.
Kapitel 34. Sidst revideret 06.01.17