34.3.3. Tjenestemandslignende ansatte

Tjenestemandslignende ansatte i staten mv. under OAO-S's forhandlingsområde og det område, der indtil den 31. december 2009 var omfattet af CO II's forhandlingsret, er omfattet af forsikringsmæssige pensionsordninger i PFA Pension.

Tjenestemandslignende ansatte ved institutioner med mere end 50 pct. statstilskud er omfattet af ordningen, hvis de ikke i forvejen har anden obligatorisk pensionsordning som led i ansættelsen.

Pensionsordningen omfatter ikke tjenestemænd, andre ansatte omfattet af tjenestemandspensionsordninger, pensionerede tjenestemænd mfl.

Det er en betingelse for umiddelbar optagelse, at de pågældende er ansat på halvdelen eller mere af den til enhver tid gældende fulde arbejdstid. Ansatte med en beskæftigelseskvote på under halvdelen af fuld tid optages, når ansættelsen har varet i 6 måneder. Når denne betingelse er opfyldt, indbetales pensionsbidraget med tilbagevirkende kraft fra ansættelsestidspunktet.

Ordningen indeholder som hovedelementer en alderspension, en invalidepension samt børnepension.

For ansatte, der ikke opfylder helbredsbetingelserne for at være omfattet af den forsikringsmæssige pensionsordning, etableres en opsparingsordning.

Pensionsbidraget på det område, der indtil den 31. december 2009 var omfattet af CO II's forhandlingsret, har siden den 1. april 2002 udgjort 18 pct. af nettolønnen, jf. Fmst. cirk. 26/6 2002.

Pensionsbidraget på OAO-S-området har siden den 1. april 2003 udgjort 18 pct. af nettolønnen, jf. Fmst. cirk. 11/12 2003.

Tjenestemandslignende ansatte med uddannelse som socialrådgiver, bibliotekar eller sygeplejerske er optaget i de pensionsordninger, der er etableret særligt for disse uddannelsesgrupper, jf. Fmst. cirkskr. 6/8 1990.

Kapitel 34. Sidst revideret 06.01.17