34.2.2.4. Afskedsårsager

En aldersbegrundet pensionering foreligger, når tjenestemanden opfylder aldersbetingelsen enten i TPL § 3 eller i TL § 29.

Tjenestemænd, der er ansat før den 1. januar 2007, kan fratræde med pension ved det fyldte 60. år, mens tjenestemænd, der er ansat den 1. januar 2007 eller senere, kan fratræde med pension, når de når pensionsudbetalingsalderen, jf. TPL § 3. Hvis der er fastsat en aldersgrænse for fratræden ved lov eller aftalt en pligtig afgangsalder over 60 år, skal tjenestemænd fratræde senest med udgangen af den måned, hvori de opnår den alder, der er fastsat eller aftalt, jf. TL § 29. 

Den generelle pligtige afgangsalder på 70 år blev afskaffet i 2008. Der gælder dog fortsat en pligtig afgangsalder på 70 år for dommere og andre tjenestemandsansatte jurister ved domstolene samt for præster, provster og biskopper. Øvrige (lavere) pligtige afgangsaldre er omtalt i kapitel 31.

Pensionering på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed forudsætter, at den procedure, der er foreskrevet i kapitel 31, er afsluttet med en udtalelse fra Moderniseringsstyrelsen om, at tjenestemanden ved eventuel afsked på grund af sygdom har ret til pension (svagelighedspension).

En tjenestemand, der er ansat før den 1. januar 2007, og som fratræder på grund af sygdom inden det 60. år, har ret til kvalificeret svagelighedspension, hvis den pågældendes erhvervsevne er nedsat til 1/3 eller derunder, og afskedigelsen sker af denne årsag, jf. TPL § 7, stk. 1. Tjenestemænd, der er blevet ansat den 1. januar 2007 eller senere, har ret til kvalificeret svagelighedspension ved fratræden inden pensionsudbetalingsalderen. Afgørelse om kvalificeret svagelighedspension træffes af Moderniseringsstyrelsen efter indhentet udtalelse fra Helbredsnævnet.

For tjenestemænd, der efter reglerne i lov om social pension er tilkendt førtidspension, invaliditetsydelse eller bistands- og plejetillæg, eller for hvem der er påbegyndt sag herom inden den 1. januar 2003, gælder de hidtidige regler i TPL § 7, stk. 1. Det betyder, at ydelse af kvalificeret svagelighedspension forudsætter, at der er tilkendt den pågældende mellemste eller højeste førtidspension efter de hidtidige regler i lov om social pension, jf. Fmst. cirk. 15/1 2003.

En kvalificeret svagelighedspension beregnes på grundlag af en forhøjet pensionsalder, jf. afsnit 34.2.2.8.

Retten til kvalificeret svagelighedspension er uafhængig af, om tjenestemanden er fyldt 25 år.

Inden for de første 10 års ansættelse er det en betingelse, at afskedigelsen ikke sker på grund af en lidelse, der var lægeligt konstateret ved ansættelsen, eller på grund af sygdom, som er en følge af en risikofaktor, der var konstateret ved ansættelsen, jf. TPL § 7, stk. 2.

Ved beregningen af de 10 år anvendes kalenderdage, uanset om ansættelsen er på fuld tid eller deltid. Der regnes frem til fratrædelsestidspunktet.

Perioder med tjenestefrihed uden løn, der bliver medregnet i pensionsalderen i medfør af tjenestemandspensionslovens regler, indgår i beregningen af de 10 år. Det samme gælder tidligere ansættelse, der medregnes i pensionsalderen.

Ifølge TPL § 7, stk. 3, kan betingelsen om fratræden inden det 60. år/pensionsudbetalingsalderen fraviges med begrundelse i særlige forhold, der ikke bør komme tjenestemanden til skade.

Hvis en tjenestemand afskediges på grund af utjenstdygtighed som følge af tilskadekomst i tjenesten, og denne tilskadekomst begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadeforsikring, er den pågældende berettiget til tilskadekomstpension beregnet på grundlag af højeste pensionsalder, jf. afsnit 34.2.2.8.

Dette gælder imidlertid ikke uden videre, hvis tjenestemanden ved grov uagtsomhed eller ved beruselse selv har fremkaldt eller væsentligt bidraget til arbejdsskadens indtræden. I sådanne tilfælde kan finansministeren bestemme, at forhøjet pension bortfalder eller nedsættes.

Retten til tilskadekomstpension er uafhængig af, om tjenestemanden er fyldt 25 år.

En tjenestemand har ret til pension, hvis den pågældende afskediges af anden utilregnelig årsag end alder og svagelighed, fx på grund af uegnethed til at bestride stillingen eller på grund af samarbejdsvanskeligheder. Sager herom skal forelægges Moderniseringsstyrelsen med detaljerede oplysninger om det konkrete grundlag for den påtænkte afskedigelse, inden afskedigelsen foretages, jf. kapitel 31.

En prøveansat tjenestemand, der ikke samtidig har tjenestefrihed fra en tjenestemandsstilling andet sted, er dog - selv om den pågældende opfylder betingelsen om 10 års ansættelse - ikke berettiget til aktuel pension, hvis den pågældende afskediges, fordi vedkommende er fundet uegnet til varig ansættelse. I sådanne tilfælde bliver den prøveansatte kun berettiget til aktuel pension, hvis vedkommende ved prøveansættelsen har fået inddraget en pension efter TPL § 10, jf. § 2, stk. 1.

Kapitel 34. Sidst revideret 06.01.17