34.2.2.6. Pensionsalder

En tjenestemands pensionsalder er det antal år, i hvilket pågældende efter sit fyldte 25. år har været tjenestemand i staten, folkeskolen, folkekirken, Folketinget, under Københavns Kommunale Skolevæsen, Færøernes Landsstyre før 1. januar 1988 eller Grønlands Landsråd eller Hjemmestyre før 1. januar 1980 eller har været berettiget til rådighedsløn, jf. TPL § 4, stk. 1. Perioder, hvor pågældende har været suspenderet, medregnes efter praksis i pensionsalderen, uanset at lønnen er reduceret, og uanset om suspensionen ender med afsked. Pensionsalderen kan dog højst udgøre 37 år.

For tjenestemænd, der ansættes 1. januar 2012 eller senere, er aldersgrænsen på 25 år ophævet. Det betyder, at de optjener pensionsalder straks fra tjenestemandsansættelsen.

Tjenestemænd, der har optjent 37 års pensionsalder den 1. januar 2019 eller senere, har ret til et engangsbeløb ved pensionering. Engangsbeløbet udgør 15 pct. af den pensionsgivende løn på det skalatrin, som tjenestemandens pension bliver beregnet af, med de satser, der gælder på pensioneringstidspunktet. Der vil senere blive udsendt cirkulære herom. 

Pensionsalder registreres i det centrale pensionsalderregister (PENSAB), der er placeret i Moderniseringsstyrelsen, jf. Fmst. cirk. 20/3 1990.

Perioder med nedsat tjenestetid indgår tilsvarende nedsat i pensionsalderen, jf. TPL § 4, stk. 3, se dog kapitel 33 om senior- og retræteordninger.

Ud over den pensionsalder, en tjenestemand har optjent i henhold til TPL § 4, stk. 1, og § 35, stk. 2, kan den pågældende tillægges forhøjet pensionsalder i henhold til TPL § 4, stk. 2, 4 og 5, § 4 a, § 4 b, § 35, stk. 3, og § 35 a. Disse bestemmelser er omtalt nedenfor.

En tjenestemand kan desuden tillægges forhøjet pensionsalder som led i en frivillig fratrædelsesordning, jf. kapitel 30.

Finansministeriet har tillagt ministerier og styrelser m.fl. kompetencen til i visse tilfælde at fastsætte pensionsalderen efter TPL § 4, stk. 1, 2 og 4, § 4a og § 35, stk. 1 og 2, jf. Fmst. cirk.skr. 18/3 1992.

Bemyndigelsen vedrører de tilfælde, der er udtrykkeligt nævnt i Fmst. vejledning 18/3 1992 om fastsættelse af pensionsalderen for tjenestemænd i staten, folkeskolen og folkekirken m.fl.

Tilfælde, der ikke er nævnt i vejledningen, og tilfælde, der giver anledning til retlig tvivl, afgøres af Moderniseringsstyrelsen.

Perioder med tjenestefrihed uden løn medregnes ikke i pensionsalderen, medmindre finansministeren efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet i henhold til TPL § 4, stk. 4, bestemmer, at perioden medregnes. Lønningsrådet har i henhold til denne bestemmelse afgivet en række generelle udtalelser.

Medregning af beskæftigelse i perioder med tjenestefrihed, der er bevilget eller bevilget forlænget den 1. april 1992 eller senere, er som udgangspunkt betinget af, at tjenestemanden løbende til FL § 36 indbetaler pensionsbidrag på 15 pct. af den pensionsgivende løn, som tjenestemanden ville have være berettiget til, hvis den pågældende ikke havde haft tjenestefrihed.

Ved medregning af beskæftigelse under tjenestefrihed, der er bevilget før 1. april 1992, skal der som udgangspunkt ikke betales pensionsbidrag.

Retningslinjer for medregning af tjenestefrihedsperioder og for betaling af pensionsbidrag fremgår af vejledningen om pensionsalderfastsættelse, afsnit E, som også indeholder en udtømmende gennemgang af de situationer, hvor medregning kan ske uden forelæggelse for Moderniseringsstyrelsen. Betalingsordningen er på enkelte punkter ændret ved Fmst. cirk. 1/10 2001.

Med hensyn til orlov til uddannelse, orlov til børnepasning, orlov til pasning af alvorligt syge børn og nærtstående og fravær i henhold til § 42 i serviceloven henvises til Fmst. cirk. 1/10 2001, Fmst. cirk. 10/6 2008 og kapitel 26. Med hensyn til optjening af pension i forbindelse med ulønnet barsels- og adoptionsorlov henvises til kapitel 25.

Tjenestemandspensionsloven indeholder hjemmel til, at finansministeren kan tillægge forhøjet pensionsalder for den tid, en tjenestemand efter sit fyldte 25. år har været

a. Ansat på tjenestemandsvilkår i en stilling, hvortil er knyttet en pensionsordning, der i det væsentlige giver samme rettigheder som tjenestemandspensionsloven, jf. TPL § 4, stk. 2.

Bestemmelsen finder typisk anvendelse ved overførsel af pensionsrettigheder fra kommuner og regioner samt statsgaranterede pensionskasser. Regler om behandlingen af disse sager findes i Fmst. cirk. 15/2 1977 om overførsel af beløb ved individuel overgang af tjenestemænd m.v. mellem staten m.v. og kommuner m.v. med de ændringer, der følger af Fmst. cirk. 2/3 1979 om tillæg til cirkulæret, samt i vejledningen om pensionsalderfastsættelse, afsnit B og C.

For tjenestemænd, der ansættes 1. januar 2012 eller senere, kan der tillægges forhøjet pensionsalder også for ansættelse før det 25. år.  

b. Ansat på overenskomstvilkår, tjenestemandslignende vilkår eller individuel kontrakt inden for det offentlige, i et koncessioneret selskab eller en stats-, kommune- eller regionsgaranteret virksomhed, jf. TPL § 4a.

Det er en forudsætning, at den pågældende under ansættelsen var omfattet af en pensionsordning, hvortil såvel den pågældende selv som institutionen ydede bidrag, og at det samlede bidrag udgjorde mindst 12 pct. af den pågældendes pensionsgivende løn. Det forudsættes endvidere, at hele udtrædelsesgodtgørelsen/tilbagekøbsværdien overføres til statskassen. Retningslinjerne fremgår af vejledningen om pensionsalderfastsættelse, afsnit D.

For tjenestemænd, der ansættes 1. januar 2012 eller senere, kan der tillægges forhøjet pensionsalder også for ansættelse før det 25. år.

c. Ansat som tjenestemand under Den Europæiske Union (EU).

Det er en forudsætning, at der fra EU sker overførsel til statskassen af den aktuarmæssige værdi af den pågældendes pensionsrettigheder under EU, eller at den pågældende selv til statskassen med renter indbetaler hele den udtrædelsesgodtgørelse, som den pågældende fik udbetalt ved sin fratræden fra stillingen i EU, jf. TPL § 4b.

For tjenestemænd, der ansættes 1. januar 2012 eller senere, kan der tillægges forhøjet pensionsalder også for ansættelse før det 25. år.

Medregning kan kun ske efter forelæggelse for Moderniseringsstyrelsen.

d. Tjenestemandspensionsloven indeholder endvidere hjemmel til, at finansministeren - hvis en tjenestemand er ansat på grund af ganske særlige kvalifikationer - kan forhøje den pågældendes pensionsalder med indtil 10 år, jf. TPL § 4, stk. 5, 1. pkt.

Forhøjelse af pensionsalderen efter denne regel kan kun foretages af Moderniseringsstyrelsen.

Der vil dog ikke blive tillagt tjenestemanden en større forhøjelse end den, der er nødvendig for, at den pågældende ved pligtig afgangsalder har eller kunne have været pensionsdækket som led i offentlige eller private ansættelsesforhold i i alt 37 år.

Ved afsked på grund af alder og ved opgørelse af krav på opsat pension eller fratrædelsesgodtgørelse medregnes som forhøjet pensionsalder højst et tidsrum svarende til ansættelsestiden, jf. TPL § 4, stk. 5, 2. pkt.

e. Finansministeren kan endvidere efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet træffe bestemmelse om, at virksomhed forud for ansættelsen som tjenestemand, når særlige forhold taler herfor, tages i betragtning ved beregningen af pensionsalder efter de ældre regler. En sådan virksomhed skal være udført under ansættelse inden for staten, folkeskolen eller folkekirken efter det fyldte 30. år, jf. TPL § 35, stk. 3.

f. Endelig kan finansministeren efter indhentet udtalelse fra Lønningsrådet træffe bestemmelse om tildeling af forhøjet pensionsalder og eventuel tillæggelse af pensionsret efter de forud for 1. juli 1969 gældende regler til tjenestemænd, som uden at være omfattet af TPL § 35 var ansat i tjenestemandsstilling den 1. juli 1969, og som efter den daværende normeringslovpraksis kunne have fået tillagt forhøjet pensionsalder, hvis forslag herom var blevet fremsat inden 1. juli 1969, jf. TPL § 35a.

Sager om forhøjet pensionsalder efter disse regler afgøres af Moderniseringsstyrelsen.

Kapitel 34. Sidst revideret 27.06.14