34.2.2.11. Særregel for borgmestre og rådmænd

En pensioneret tjenestemand, der er valgt eller vælges til borgmester eller rådmand, får sin tjenestemandspension reduceret til halvdelen, jf. tekstanmærkning nr. 102 ad FL § 36.

Når den pågældende pensioneres som borgmester eller rådmand, får vedkommende ret til sin fulde pension fra staten, forudsat

  1. at pensionen fra staten er større end pågældendes pension som borgmester eller rådmand, og
  2. at pågældendes pension som borgmester eller rådmand efter en tilsvarende kommunal bestemmelse nedsættes til halvdelen.

Når tjenestemanden afgår ved døden, er den efterlevende ægtefælle berettiget til fuld pension fra staten under tilsvarende forudsætninger som anført ovenfor.

Den samlede pension fra stat og kommune til tjenestemanden (eller den efterlevende ægtefælle) må dog ikke overstige den højeste pension, der kan udbetales til en pensioneret tjenestemand (eller til en efterlevende ægtefælle). Hvis det samlede pensionsbeløb (dvs. en hel + en halv pension) er højere end maksimum, er det fast praksis, at reduktion foretages i den pension, der allerede er nedsat (til halvdelen).

Kapitel 34. Sidst revideret 06.01.17