7.3. Arbejdspladsvurdering APV

En arbejdspladsvurdering (APV) er en systematisk vurdering af arbejdsmiljøet og de belastninger, de ansatte udsættes for. Alle virksomheder skal udarbejde en skriftlig APV, jf. arbejdsmiljøloven samt Arbejdstilsynets bekg. 559 17/6 2004 om arbejdets udførelse. Der skal som minimum gennemføres en APV hvert tredje år. APV'en skal dog altid revideres, hvis der sker ændringer i arbejdet eller i arbejdsmetoder og -processer, som har betydning for arbejdsmiljøet. APV'en er en af arbejdsmiljøorganisationens væsentlige opgaver og redskaber til

  • at følge og overvåge arbejdsmiljøet på en systematisk måde, så problemer opdages i tide, og der gribes ind, før de bliver alvorlige
  • at lægge en plan for, hvordan ledelse og medarbejdere skal løse de problemer, som APV'en afdækker.

Arbejdmiljøorganisationen skal deltage i planlægning og gennemførelse af en APV. Omfang og indhold afhænger bl.a. af arbejdets art, de konkrete arbejdsmiljøforhold, institutionens størrelse, tekniske hjælpemidler samt arbejdsmetoder og -processer. APV'en omfatter såvel det fysiske som det psykiske arbejdsmiljø. Beskrivelse og vurdering af sygefraværet skal ligeledes indgå i APV'en.

Institutionerne kan selv vælge den metode, som APV skal gennemføres efter, men følgende fem elementer skal være indeholdt:

  • Identifikation og kortlægning af arbejdspladsens arbejdsmiljøforhold
  • Beskrivelse og vurdering af arbejdspladsens arbejdsmiljøproblemer
  • Inddragelse af sygefraværet for at vurdere, om der er forhold i arbejdsmiljøet, der kan medvirke til sygefraværet
  • Opstilling af en prioriteret handlingsplan for bedre arbejdsmiljø
  • Retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen. 

Arbejdstilsynet har udgivet en vejledning, der nærmere redegør for, hvordan en APV gennemføres, jf. At-vejledning D.1.1., juli 2009, samt en række brancherettede 'Arbejdsmiljøvejvisere', der beskriver forskellige metoder til, hvordan en APV kan gennemføres, og indeholder en beskrivelse af de mest almindelige arbejdsmiljøproblemer inden for branchen.

APV'en skal være tilgængelig på arbejdspladsen for ledelsen, de ansatte og Arbejdstilsynet. 

Kapitel 7. Sidst revideret 06.01.17