33.1. Indledning

Fastholdelse af seniorer er et centralt indsatsområde for statens arbejdspladser. Indsatsen for at udvikle og fastholde seniorer skal derfor fremgå af den lokale personalepolitik, og ældre medarbejdere skal i forbindelse med medarbejderudviklingssamtalen have tilbud om en seniorsamtale.

Formålet er at sikre, at ældre medarbejdere kan blive ved med at være en aktiv, kvalificeret, fleksibel og efterspurgt arbejdskraft.

Seniorer er forskellige. Det vil derfor ofte være uhensigtsmæssigt at formulere en særskilt politik for arbejdspladsens seniorer. Arbejdspladsens indsats for at fastholde seniorer bør i stedet være en integreret del af en fleksibel personalepolitik, der gør det muligt at tage hensyn til såvel arbejdspladsens behov som den enkelte seniormedarbejders ønsker og behov.

Et udviklende og meningsfyldt arbejde og et fortsat fokus på kompetenceudvikling vil ofte være centrale elementer, når seniorer skal fastholdes.

Mulighederne i aftalen om senior- og fratrædelsesordninger, jf. afsnit 33.2, kan være et andet element i arbejdspladsens personalepolitik.




 

Kapitel 33. Sidst revideret 29.06.17