Kapitel 35. Statens understøttelsesordning

Kapitlet beskriver den særlige understøttelsesordning, der gælder for statsansatte uden anden pensionsordning.

35.1. Indledning

Understøttelse kan ydes til personer, som er ansat i egentlig statstjeneste, og som ikke er omfattet af en pensionsordning som led i deres ansættelsesforhold (se dog afsnit 35.10), samt til sådanne ansattes efterlevende ægtefæller og børn.

Understøttelsesordningen er etableret ved tilslutning fra Finansudvalget, og indgår ikke som et led i de pågældende personalegruppers aftalte ansættelsesvilkår.

De gældende regler er fastsat med udgangspunkt i cirk. 26/1 1972 om ændrede regler om ydelse af undersøttelse til ikke-pensionssikret personale i statens tjeneste (understøttelsescirkulæret) samt i vejledningen fra 1977.

35.1.1. Kapitlets indhold

I dette kapitel er foretaget følgende hovedinddeling:

35.2. Betingelser for at opnå understøttelse

35.2.1. Egenunderstøttelse

En ansat kan efter ansøgning ved fratrædelsen få tillagt understøttelse, hvis den pågældende fratræder

  1. på grund af alder eller helbredsbetinget utjenstdygtighed
  2. efter i statens tjeneste mellem det fyldte 30. og 70. år at have haft
    1. en samlet ansættelse svarende til 15 års fuldtidsbeskæftigelse,
    2. deltids- eller sæsonbeskæftigelse - eventuelt kombineret med perioder med fuldtidsbeskæftigelse - svarende til mindst 7 års fuldtidsbeskæftigelse inden for 15 sammenhængende år, eller
    3. beskæftigelse som rengøringsassistent svarende til mindst 2 timers daglig tjeneste inden for 15 sammenhængende år.

35.2.2. Alder

Det er normalt en forudsætning for tillæggelse af understøttelse ved fratræden på grund af alder, at den pågældende er fyldt 65 år. Kun hvis der i lov er fastsat en lavere pligtig afgangsalder for en tilsvarende tjenestemandsstilling, kan understøttelse på grund af alder tillægges fra et tidligere tidspunkt. Afsked med opsat understøttelse ved fratræden efter det fyldte 60. år i forbindelse med overgang til efterløn er omtalt under afsnit 35.8.

35.2.3. Helbredsbetinget utjenstdygtighed

Afsked med understøttelse på grund af helbredsbetinget utjenstdygtighed kan ske, hvis der på grundlag af foreliggende lægelige oplysninger er indhentet en udtalelse fra Helbredsnævnet, eventuelt på dettes vegne fra den lægekyndige konsulent, om, at de helbredsmæssige betingelser for afsked med understøttelse er opfyldt. Udtalelsen indhentes gennem Moderniseringsstyrelsen.

35.2.4. Tilskadekomst i tjenesten

Hvis en person må fratræde efter det fyldte 30. år på grund af følger efter tilskadekomst i tjenesten, som begrunder krav på erstatning for tab af erhvervsevne i henhold til lov om arbejdsskadesikring, kan der ydes understøttelse uden hensyn til beskæftigelsens varighed.

35.2.5. Rationaliseringer/strukturændringer

Hvis en person fratræder statstjenesten af utilregnelige årsager, fx rationaliseringer eller strukturændringer, uden at den pågældende samtidig opfylder en af de normale fratrædelsesbetingelser (alder eller svagelighed), kan der efter praksis tillægges den pågældende en opsat understøttelse. Sager herom afgøres af Moderniseringsstyrelsen. Om beregning mv. henvises til afsnit 35.8.

35.2.6. Ægtefælleunderstøttelse

Ægtefælleunderstøttelse kan ydes til ægtefællen efter en person, der ved sin død oppebar egenunderstøttelse eller opfyldte betingelserne vedrørende beskæftigelsens omfang for at få tillagt en sådan. Det er dog en forudsætning, at ægteskabet ikke er indgået på dødslejet, eller efter at den afdøde ægtefælle var fyldt 60 år eller afgået fra tjenesten.

Der kan ikke ydes understøttelse til en fraskilt ægtefælle.

Ansøgning om understøttelse fra afdødes fraseparerede ægtefælle skal forelægges Moderniseringsstyrelsen, der afgør, om der er grundlag for at bevilge understøttelse.

Ægtefælleunderstøttelse kan oppebæres samtidig med egenunderstøttelse.

35.2.7. Registreret partnerskab

Reglerne om ægtefælleunderstøttelse finder tilsvarende anvendelse på registrerede partnere.

35.2.8. Børneunderstøttelse/børnetillæg

Tillæg til egen- eller ægtefælleunderstøttelse kan ydes for den understøttelsesberettigedes børn, herunder stedbørn, der er medtaget til forsørgelse i det fælles hjem.

Den samme kreds af børn er berettiget til børnetillæg, hvis den længstlevende ægtefælle dør. Hvis disse børn ved den understøttelsesberettigedes eller den efterlevende ægtefælles død bliver forældreløse, er de berettiget til en børneunderstøttelse (med det dobbelte beløb).

Tillægget/understøttelsen ydes til barnets fyldte 18. år og kan ikke forlænges derudover.

35.3. Grundlaget for fastsættelsen af understøttelsens størrelse

35.3.1. Egenunderstøttelse

Understøttelsens størrelse afhænger af den stillingsgruppe, som den ansatte er henført til på afskedstidspunktet, samt den opnåede understøttelsesanciennitet.

35.3.2. Stillingsgrupper

I denne sammenhæng opstilles 4 stillingsgrupper:

  1. ufaglært arbejder
  2. håndværker - assistent
  3. overassistent - håndværker, der på grundlag af arbejdets art oppebærer kvalifikationstillæg, ledertillæg eller lignende tillæg, der bevirker, at den pågældende lønmæssigt placeres på linje med en overassistent, eller hvis almindelige løn svarer til overassistentløn 
  4. kontorfuldmægtig - afdelingsleder samt andre ansatte med højere aflønning

I tilfælde, hvor indplacering efter ovennævnte gruppering ikke direkte kan foretages ud fra stillingsbetegnelsen, og hvor den pågældende er tjenestemandslignende aflønnet, kan indplacering foretages på grundlag af retningslinjerne i vejledningens afsnit II.A.

35.3.3. Anciennitet

Understøttelsesancienniteten er den tid, som en person har været beskæftiget i egentlig statstjeneste efter sit fyldte 30. år og inden det fyldte 70. år. Ancienniteten kan dog ikke overstige 35 år.

Perioder med nedsat tjenestetid indgår tilsvarende nedsat i ancienniteten.

For timelønnet personale regnes 1 år = 2.240 timer inkl. syge- og feriedage.

35.3.4. Ægtefælleunderstøttelse

Ægtefælleunderstøttelse fastsættes på grundlag af den afdøde ægtefælles egenunderstøttelse.

35.3.5. Børneunderstøttelse/børnetillæg

Den ansattes stillingsmæssige placering og opnåede understøttelsesanciennitet er uden betydning for størrelsen af børneunderstøttelse og børnetillæg.

35.4. Beregning og udbetaling

35.4.1. Egenunderstøttelse - beregning

Der er for hver stillingsgruppe fastsat et basisbeløb for tjeneste svarende til 15 års fuldtidsbeskæftigelse (deltidsbeskæftigelse og timelønnet beskæftigelse omregnet til fuldtid) efter det fyldte 30. år. For hvert fulde års tjeneste ud over 15 år suppleres basisbeløbet med et tillæg fastsat for vedkommende stillingsgruppe. Højeste understøttelse opnås ved 35 års fuld beskæftigelse, dog ikke ud over det fyldte 70. år.

For ansatte, der opfylder betingelserne for at få tillagt understøttelse for deltids- og sæsonbeskæftigelse eller for beskæftigelse som rengøringsassistent, fastsættes understøttelsen til basisbeløbet for den gruppe, hvori de pågældende er indplaceret, medmindre de efter foranstående regel kan tillægges en højere ydelse. Det samme gælder for ansatte, der opfylder betingelserne for at fratræde med understøttelse på grund af tilskadekomst i tjenesten.

35.4.1.1. Børnetillæg

Børnetillæg udbetales med det i vejledningen anførte grundbeløb som et tillæg til egenunderstøttelsen.

35.4.1.2. Udbetaling

Udbetaling af egenunderstøttelse forudsætter, at der indgives ansøgning herom, jf. cirkulæret om ansøgningsskemaer. Den ydes med virkning fra dagen efter ansættelsens ophør, dog tidligst fra den 1. i måneden efter at ansøgningen om understøttelse er indgivet. Udbetalingen suspenderes i de tilfælde og i det tidsrum, hvor der ydes sygedagpenge, arbejdsløshedsunderstøttelse eller efterløn i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

35.4.2. Ægtefælleunderstøttelse - beregning

Ægtefælleunderstøttelse fastsættes til 2/3 af den afdøde ægtefælles egenunderstøttelse.

35.4.2.1. Børnetillæg

Børnetillæg udbetales med det i vejledningen anførte grundbeløb som et tillæg til ægtefælleunderstøttelsen eller som en selvstændig ydelse, hvis der ikke udbetales ægtefælleunderstøttelse.

35.4.2.2. Udbetaling

Ægtefælleunderstøttelse kan ydes med virkning fra dagen efter dødsfaldet eller - hvis der udbetales efterindtægt - fra efterindtægtsperiodens udløb.

Ansøgning om understøttelse skal indgives snarest muligt efter dødsfaldet. I modsat fald kan understøttelse ikke ydes med virkning fra et tidligere tidspunkt end den 1. i måneden efter, at ansøgningen er indgivet, jf. cirkulæret om ansøgningsskemaer.

35.4.3. Børnetillæg og -understøttelse

Grundbeløbene for børnetillæg og børneunderstøttelse fremgår af vejledningen.

Ydelserne udbetales med virkning fra dagen efter dødsfaldet eller - hvis der udbetales efterindtægt - med virkning fra denne periodes udløb.

35.5. Regulering

Understøttelser har været dyrtidsreguleret efter tilsvarende retningslinjer, som har været gældende for tjenestemandspensioner. Dyrtidsregulering af lønninger og pensioner, herunder understøttelser, blev standset ved lov i 1982, og dyrtidstillægget har derfor siden 1982 været uændret 79,5 pct. af grundbeløbene.

De gældende understøttelsesbeløb ligger mellem følgende årlige beløb:

Grundbeløb

Dyrtidstillæg

I alt

kr.

kr.

kr.

Gruppe I

15 år

3.234,00

2.571,02

5.805,03

Gruppe IV

35 år

9.702,60

7.713,50

17.416,17

Herudover er understøttelser, der var påbegyndt udbetalt senest pr. 1. april 1990, fra den 1. april 1993 blevet reguleret på samme tidspunkter og med samme reguleringer som tjenestemandspensioner.

Endelig er alle understøttelsesbeløb efter særskilt bevillingsmæssig hjemmel blevet forhøjet med en regulering, der siden den 1. januar 1997 udgør 8,7 pct.

Styrelserne skal indberette understøttelser til Statens Administration med de satser, der fremgår af de hidtidige cirkulærer.

35.6. Bortfald

En egenunderstøttelse bortfalder, hvis modtageren genansættes i staten.

35.7. Efterindtægt til ægtefælle eller børn

Når en person, der modtager egenunderstøttelse, dør, udbetales der i 3 måneder et beløb svarende til den sidst udbetalte understøttelse. Dette beløb, der betegnes efterindtægt, udbetales til den efterlevende ægtefælle eller, hvis en sådan ikke efterlades, den pågældendes understøttelsesberettigede børn. Efterindtægt kan ikke udbetales til boet.

35.8. Opsat understøttelse

Ved opsat understøttelse forstås en understøttelse med udskudt udbetaling beregnet ud fra den beløbssats, der gælder for vedkommende stillingstype, og på grundlag af den pågældendes understøttelsesanciennitet.

Opsat understøttelse kan ifølge cirkulæret om opsat understøttelse tillægges personer, der fratræder deres stilling efter det fyldte 60. år for at modtage efterløn i henhold til lov om arbejdsløshedsforsikring mv.

Opsat understøttelse udbetales fra den første i måneden efter det fyldte 65. år. Hvis retten til efterløn ophører før denne alder, fordi den pågældende bliver tillagt en social førtidspension, udbetales den opsatte understøttelse dog fra samme tidspunkt som den sociale pension. Den berettigede skal underrette Moderniseringsstyrelsen om, at betingelsen for udbetaling er opfyldt.

Med hensyn til tillæggelse af ægtefælle- og børneunderstøttelse henvises til pkt. 4 i cirkulæret om opsat understøttelse.

Samme regler om beregning og udbetaling anvendes ved ydelse af opsat understøttelse til personer, der afskediges på grund af ganske særlige omstændigheder, jf. afsnit 35.2.5.

35.9. Administration

Ekspeditionen af understøttelsessager foretages efter retningslinjerne i vejledningens afsnit IV og pkt. 6 i cirkulæret om opsat understøttelse. Tvivlsspørgsmål forelægges Moderniseringsstyrelsen.

35.10. Overgangsordning i forbindelse med oprettelse af nye pensionsordninger

Adgangen til understøttelse falder bort, når en personalegruppe omfattes af en pensionsordning som led i ansættelsesforholdet.

I en overgangsperiode efter indførelse af en pensionsordning kan den opnåede pension imidlertid være mindre end den understøttelse, som den pågældende ville have kunnet få efter de hidtidige regler.

Der er derfor etableret en overgangsordning, hvorefter staten i en periode udbetaler et udligningsbeløb ("poseopfyldning"), hvis pensionen fra den overenskomstmæssige pensionsordning er mindre end understøttelsen. Betingelserne for at være omfattet af overgangsordningen og indholdet af denne fremgår af Fmst. cirk. 25/6 1991 om udligningsbeløb mellem pension og understøttelse. Cirkulæret er på enkelte punkter ændret ved Fmst. cirk. 7/1 2003.

Overgangsordningen gælder i tilknytning til pensionsordninger, der er aftalt påbegyndt pr. 1. april 1988 og 1. april 1990 eller senere.

Ansatte, der ved de nævnte pensionsordningers oprettelse var fyldt 60 år, får dog udbetalt såvel pensionen som den understøttelse, som de ville have haft adgang til efter de hidtil gældende regler.

35.11. Ældre regler

Reglerne i understøttelsescirkulæret af 8/5 1950 var gældende indtil den 1. april 1971 og kan efter overgangsreglerne være anvendt ved tillæggelse af egenunderstøttelse eller enkeunderstøttelse efter en ansat, der døde i tjenesten, i perioden 1. april 1971 - 31. marts 1976.

Indholdet af disse regler fremgår af understøttelsescirkulæret samt af vejledningen.

I disse regelsæt omtales bl.a. beregning af ægtefælleunderstøttelse, når de ældre regler har været anvendt ved beregningen af egenunderstøttelsen.

35.12. Bilags- og henvisningsoversigt

Henvisninger

Kapitel 35. Sidst revideret 06.01.17