32.2.2. Regelgrundlag

Reglerne om de forandringer, tjenestemænd har pligt til at tåle, fremgår af TL §§ 12-13.

For kgl. udnævnte tjenestemænd gælder endvidere Grl. § 27, stk. 3.

Dommere er omfattet af særlige regler i Grl. § 64 og TL § 34, stk. 3. Der gælder desuden særlige regler for andre tjenestemandsansatte jurister ved domstolene, jf. TL § 34, stk. 4.

For tjenestemænd, der er udnævnt i deres nuværende stilling før tjenestemandslovens ikrafttræden 1/7 1969, er det i TL § 59, stk. 2, 2. pkt., bestemt, at reglerne i LPL §§ 4 og 59, jf. Bilag 32.5.1, finder anvendelse. Afgørende for, om udnævnelse i en anden stilling har fundet sted, er, at der er tale om en ansættelse, som tjenestemanden selv har taget initiativ til. Dette er fx tilfældet, hvis tjenestemanden er avanceret, men derimod ikke hvis den pågældende har søgt en stilling, som vedkommende kunne have været flyttet til også uden ansøgning. Det er således også uden betydning, om der er sket omklassificering af vedkommende stilling, eller om tjenestemanden er oprykket til højere lønramme i et automatisk lønrammeforløb. Tjenestemænd omfattet af disse regler er ved afsked på grund af nedlæggelse af deres stilling berettiget til ventepenge. Ventepenge udbetales i 5 år og svarer i de første 3 måneder til seneste pensionsgivende løn og derefter til 2/3 af denne, jf. LPL § 59, stk. 1, se Bilag 32.5.1. Reglerne om begrænsninger i retten til rådighedsløn og i udbetalingen af rådighedsløn gælder tilsvarende for ventepenge, se afsnit 32.2.6.2. og 32.2.6.3. Udgiften til ventepenge afholdes af de enkelte ministerier, se afsnit 32.2.6.5. Om regulering af ventepenge henvises til kapitel 34.

Kapitel 32. Sidst revideret 06.01.17