32.2.6.3. Begrænsninger i udbetalingen af rådighedsløn

Udbetaling af rådighedsløn begrænses i visse tilfælde.

Finansministeriet har i Fmst. bekg. 604 28/6 1994 om midlertidig standsning af udbetaling af rådighedsløn og ventepenge - og i det hertil knyttede Fmst. cirk. 10/7 1994 om rådighedsløn og ventepenge - fastsat bestemmelser om midlertidig standsning af udbetaling af rådighedsløn i tilfælde, hvor den pågældende i rådighedslønsperioden opnår

  • ansættelse i en stilling med tilknyttet tjenestemandspensionsret, som medregnes i pensionsalderen i henhold til TPL § 4, men som den pågældende efter TL §§ 12 og 13 ikke har pligt til at overtage
  • offentlig ansættelse på andre vilkår end tjenestemandsvilkår, dvs. ansættelse inden for staten, folkeskolen, folkekirken, Folketinget, under Københavns kommunes skolevæsen, Færøernes Landsstyre, Grønlands Selvstyre, i en kommune, en region, et koncessioneret selskab, en stats- eller kommunegaranteret virksomhed eller i en tilsvarende virksomhed
  • ansættelse i et aktieselskab, som efter en opgaveomlægning varetager de arbejdsopgaver, inden for hvilke den pågældende var beskæftiget som ansat i staten eller folkekirken, og hvor staten ejer mere end 50 pct. af aktierne.

Hvis tjenestemanden i rådighedslønsperioden opnår ansættelse i en selvejende institution, virksomhed o.l., som fx via tilskud, driftsoverenskomst e.l. finansieres af offentlige midler, standses udbetalingen af rådighedsløn derimod ikke, heller ikke selv om tilskuddet mv. udgør mere end 50 pct.

I tilfælde, hvor rådighedslønnen kan standses, men hvor den faste månedlige løn (ekskl. et eventuelt pensionsbidrag) i den nye ansættelse er lavere end rådighedslønnen, nedsættes den månedlige rådighedslønsudbetaling med et beløb svarende til den faste månedlige løn.

Afbrydes det nye ansættelsesforhold inden udløbet af rådighedslønsperioden, genoptages udbetalingen af rådighedsløn for den resterende del af perioden.

Kapitel 32. Sidst revideret 29.06.17