Kapitel 36. Tilbagebetaling/efterbetaling af løn, pension mv.

Kapitlet redegør for, i hvilket omfang der efter retspraksis og Finansministeriets vejledende udtalelser antages at kunne kræves tilbagebetaling/efterbetaling i tilfælde, hvor der er udbetalt mere eller mindre i løn, pension mv., end modtageren havde krav på.

Desuden omtales de regler om forældelse og morarente, der har betydning i denne type sager.

36.1. Indledning

36.1.1. Korrektion med virkning for fremtiden

Når det konstateres, at der på grund af en fejlfortolkning, fejlberegning, fejlanvisning e.l. er udbetalt mere eller mindre i løn, pension mv., end modtageren havde krav på, skal fejlen straks rettes med virkning for fremtiden. Fejlen kan rettes uden varsel. Modtageren bør dog altid orienteres om, at udbetalingen vil blive ændret.

Opstår der mistanke om, at der er sket en fejl, uden at spørgsmålet straks kan afklares, ændres udbetalingen ikke umiddelbart, men der tages forbehold herfor, således at der kan kræves tilbagebetaling, hvis det senere viser sig, at der er udbetalt for meget, jf. afsnit 36.2.2.3.

Hvis ansættelsesmyndigheden har overskredet sin kompetence, aftalt vilkår i strid med overenskomsten e.l., antages fejlen at kunne rettes med et rimeligt varsel, der passende kan fastsættes til samme længde som opsigelsesvarslet.

Om det er rimeligt eller nødvendigt at holde modtageren (delvis) skadesløs for en indtægtsnedgang, der opstår ved, at en fejl korrigeres med virkning for fremtiden, må bero på en konkret vurdering af omstændighederne. Heri kan indgå forhold som beløbets størrelse, det tidsrum beløbet har været ydet i, om beløbet har været bestemmende for den ansatte i forbindelse med ansættelse eller fastholdelse o.l.

36.1.2. Kompetencen

Er der tale om en fejlagtig lønudbetaling, afgør det ministerium, der afholder lønnen, om der skal kræves tilbagebetaling/ydes efterbetaling. Drejer det sig om pensionsudbetalinger, der afholdes over Finanslovens § 36, træffer Statens Administration afgørelsen.

Finansministeriet har afgivet en række vejledende udtalelser i sager om tilbagebetaling/efterbetaling, men det pågældende ministerium er ikke forpligtet til at forelægge sagen for Moderniseringsstyrelsen, medmindre Rigsrevisionen anmoder om det.

Afgørelser om tilbagebetaling/efterbetaling kan indbringes for domstolene.

36.1.3. Retsgrundlaget

Afgørelsen af, om der skal kræves tilbagebetaling/ydes efterbetaling i tilfælde, hvor der er sket en fejlagtig udbetaling af løn, pension mv., træffes på grundlag af dansk rets almindelige regler.

Reglerne er ikke fastsat ved lov e.l., men udviklet gennem en ret sparsom retspraksis. Som følge heraf er retstilstanden ikke ganske entydig.

Der er nedenfor redegjort for, i hvilket omfang der efter retspraksis og Finansministeriets vejledende udtalelser antages at kunne kræves tilbagebetaling/efterbetaling, samt for de regler om forældelse og morarente, der har betydning i denne type sager.

36.2. Tilbagebetaling

Som ansat har man ret til den løn, der er aftalt med arbejdsgiveren. Ud fra den betragtning kan man hævde, at den ansatte skal tilbagebetale, hvis der er modtaget for meget i løn. Dette synspunkt er i retspraksis og teori modificeret, bl.a. på baggrund af indrettelsessynspunkter, og hovedreglen er derfor nærmere, at den ansatte skal tilbagebetale for meget udbetalt løn, som den ansatte burde have indset beroede på en fejl.

Det er i den forbindelse vigtigt, at arbejdsgiver ved bedømmelsen af forholdet kan anse lønsedler for læst, uanset om de rent faktisk har været læst. 

Folketingets Ombudsmand udtalte i sagen 2013-3, at mest taler for, at et tilbagebetalingskrav ikke er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Det indebærer, at lovens regler om partshøring mv. ikke finder anvendelse. Ombudsmanden udtalte imidlertid samtidig, at det almindelige forvaltningsretlige undersøgelsesprincip gælder, selv om der ikke træffes afgørelse. Iagttagelse af undersøgelsesprincippet vil normalt indebære, at myndigheden inddrager den ansatte i sagsoplysningen.

36.2.1. Tilfælde, hvor der ikke kan kræves tilbagebetaling

Der er nedenfor nævnt en række tilfælde, hvor der efter praksis typisk ikke kan kræves tilbagebetaling.

36.2.1.1. Begrundet god tro

Der kan ikke kræves tilbagebetaling, hvis modtageren var i begrundet god tro, fx fordi den pågældende havde fået forkerte oplysninger om sine lønforhold eller ved henvendelse til ansættelsesmyndigheden fik bekræftet, at betalingen var korrekt.

36.2.1.2. Undskyldelig uvidenhed

Der kan ikke kræves tilbagebetaling, hvis modtageren ikke burde have indset fejlen, og der i øvrigt er tale om mindre beløb, jf. afsnit 36.2.2.6. I UfR2016.3614Ø afgjorde retten, at en ansat i forsvaret ikke skulle tilbagebetale for meget udbetalt kvalifikationstillæg.

36.2.1.3. Undskyldelig retsvildfarelse

Der kan ikke kræves tilbagebetaling, hvis fejludbetalingen skyldes, at en uklar regel er blevet misforstået.

36.2.1.4. Uvidenhed med hensyn til kompetence o. l.

Der kan ikke kræves tilbagebetaling, hvis ansættelsesmyndigheden ikke har haft den fornødne kompetence, fx fordi det bevillingsmæssige grundlag for ansættelsen ikke var i orden, ansættelsesmyndigheden tilbød den pågældende en kulancemæssig betaling e.l.

36.2.1.5. Passivitet

Der kan ikke kræves tilbagebetaling, hvis ansættelsesmyndigheden udviser passivitet ved ikke at gøre kravet gældende inden en vis rimelig tid efter, at fejludbetalingen blev konstateret.

36.2.1.6. Grov uagtsomhed hos administrationen

Endelig kan der ikke kræves tilbagebetaling, hvis den udbetalende myndighed selv har handlet groft uagtsomt, fx ved ikke at sørge for at rette en fejl, som modtageren har gjort opmærksom på.

36.2.2. Tilfælde, hvor der kan kræves tilbagebetaling

Der er nedenfor nævnt en række tilfælde, hvor der efter praksis typisk kan kræves tilbagebetaling.

36.2.2.1. Direkte viden

Der kan altid kræves tilbagebetaling, hvis det direkte kan bevises, at modtageren vidste, at der blev udbetalt for meget i løn, pension mv.

36.2.2.2. Fejlagtige oplysninger

Der kan også kræves tilbagebetaling, hvis fejlen skyldes, at modtageren bevidst har afgivet fejlagtige oplysninger.

36.2.2.3. Forbehold

Der kan ligeledes kræves tilbagebetaling, hvis ansættelsesmyndigheden har taget et konkret forbehold herfor.

Der kan fx tages forbehold for Finansministeriets godkendelse. Hvis der opstår mistanke om, at der udbetales for meget, og spørgsmålet ikke straks kan afklares, kan der ligeledes tages forbehold herfor, således at der i hvert fald kan kræves tilbagebetaling for tiden herefter.

Det er dog en betingelse for at kræve tilbagebetaling i disse tilfælde, at den usikkerhed, der er årsag til forbeholdet, afklares inden for en rimelig tid, således at modtageren ikke får indtryk af, at forholdet er bragt i orden, og at udbetalingen er korrekt.

Generelle forbehold, dvs. forbehold, der fast tages ved udbetaling af løn mv., kan derimod næppe tillægges betydning for, om der kan kræves tilbagebetaling.

36.2.2.4. Reklamation

I øvrigt kan der kræves tilbagebetaling, hvis fejlen opdages umiddelbart efter udbetalingen, og modtageren bliver gjort opmærksom på forholdet, før den pågældende reelt har kunnet nå at disponere over det modtagne.

36.2.2.5. Forudbetalt løn

I tilfælde hvor lønnen udbetales forud, kan der kræves tilbagebetaling, hvis lønmodtageren i månedens løb afholder ikke optjent ferie, holder tjenestefrihed uden løn e.l. Det er vigtigt, at efterreguleringen finder sted snarest, således at modtageren ikke får det indtryk, at der kulancemæssigt er ydet frihed med løn.

Tjenestemandslønninger og tjenestemandspension udbetales månedlig og forud ved hver måneds begyndelse. Det vil sige, at beløbet skal være til rådighed på tjenestemandens bankkonto senest den 1. i måneden, som lønnen/pensionen vedrører.

Hvis den 1. i måneden er en helligdag eller en dag, hvor det udbetalende kontor har lukket, skal udbetalingen finde sted den sidste søgnedag (bankdag) i den foregående måned.  Dør tjenestemanden efter udbetalingen, men før månedens udløb, har staten ikke noget krav på tilbagebetaling af den forudbetalte løn/pension.  Hvis den 1. i måneden ikke er en bankdag, og tjenestemanden dør eller afskediges mellem udbetalingen og den 1. i den måned, som pensionen vedrører, modregnes beløbet i en eventuel efterindtægt, jf. L 154 7/6 1958 om lønninger og pensioner m.v. til statens tjenestemænd (LPL) § 31 (som opretholdt ved § 60-bekendtgørelsen, jf. Lbekg. 511 18/5 2017 om tjenestemænd med senere ændringer (tjenestemandsloven)), Bilag 32.5.1.  

Eksempel 1:
Tjenestemandsløn/-pension for november måned forfalder den 1. november, som er en søndag. Udbetalingen skal finde sted fredag den 30. oktober. Afskediges eller dør tjenestemanden den 30. eller den 31. oktober, har staten ikke krav på tilbagebetaling af det udbetalte beløb for november måned.  Hvis der udbetales efterindtægt, modregner staten beløbet i efterindtægten.

Staten kan vælge at udbetale tjenestemandslønninger og tjenestemandspension indtil 6 søgnedage (bankdage) før forfaldsdagen. Udbetaling vil normalt ske den sidste bankdag i måneden før den måned, som lønnen/pensionen vedrører, uanset om den 1. i måneden er en bankdag eller ej.

Hvis den 1. i den måned, som lønnen/pensionen vedrører, er en hverdag (bankdag) og udbetaling sker indtil 6 søgnedage før, kan staten kræve det udbetalte beløb tilbagebetalt, hvis tjenestemanden afskediges eller dør  i tidsrummet mellem udbetalingen og forfaldsdagen.

Eksempel 2:
Tjenestemandsløn/-pension for august måned forfalder mandag den 1. august. Udbetalingen finder sted fredag den 29. juli. Dør tjenestemanden i tidsrummet mellem udbetalingen og forfaldsdagen, dvs. den 29.-30.- 31. juli, kan staten kræve det udbetalte beløb tilbage.

Dør tjenestemanden midt i en måned, har staten ikke krav på tilbagebetaling, heller ikke af en forholdsmæssig del af lønnen/pensionen for den pågældende måned.

Dør tjenestemanden inden udbetalingen har fundet sted og dermed også inden forfaldsdagen kan staten kræve tilbagebetaling af det udbetalte beløb. Dette forekommer typisk i tilfælde, hvor staten ikke modtager besked om dødsfaldet i tids nok til at standse en udbetaling, fordi tjenestemanden dør umiddelbart inden udbetalingen.

36.2.2.6. Den ansatte burde have indset fejlen

Endelig kan der kræves tilbagebetaling, hvis modtageren burde have indset fejlen.

Kravene til den udviste uagtsomhed skærpes, hvis tilbagebetalingskravet først fremsættes længere tid efter, at fejludbetalingen er sket.

Det beror på en konkret vurdering, om den ansatte burde have indset fejlen. Der vil typisk være tale om en afvejning af de nedenfor nævnte momenter:

  1. Karakteren af den regel, som udbetalingen er sket efter.

    Det har betydning, om der er tale om en enkel eller om en kompliceret regel, herunder en regel, som hjemler en ydelse, der ikke umiddelbart kan kontrolleres.

    Det tillægges ligeledes betydning, om reglen kan siges at være alment kendt, eller om den snarere må karakteriseres som en lønteknisk detalje.

    Ukendskab til komplicerede regler eller regler, der ikke kan anses for alment kendte, er i vidt omfang anset for undskyldeligt, mens det forhold, at der er tale om en enkel, alment kendt regel, taler for et tilbagebetalingskrav.

    Skyldes fejludbetalingen, at myndigheden har misforstået reglerne, kan det dog vanskeligt hævdes, at modtageren burde have vidst bedre.
      
  2. Beløbets størrelse er både i domspraksis og i Finansministeriets praksis tillagt betydning ved afvejningen af, om modtageren burde have indset fejlen.

    Det forudsættes således, at den ansatte kender størrelsen af sin løn nogenlunde, og at et væsentligt større udbetalt beløb derfor må virke alarmerende. I retspraksis er det fx anset for groft uagtsomt for 4 overtimer at modtage et beløb, der oversteg halvdelen af lønnen i den ordinære stilling, og i et andet tilfælde at modtage fuld løn for halvtidsbeskæftigelse.

    Det er dog vanskeligt at angive præcist, hvor stor den procentuelle fejludbetaling skal være, for at den ansatte burde have indset forholdet, idet også beløbets absolutte størrelse må tillægges betydning. Man kan således i højere grad kræve, at modtageren bliver opmærksom på, at der er sket en fejl, hvis der fx udbetales l00 pct. for meget i egentlig løn, end hvis et mindre tillæg udbetales med det dobbelte beløb. Efter Finansministeriets praksis er der fx ikke krævet tilbagebetaling i tilfælde, hvor der er anvendt forkert stedtillægssats, idet der er tale om små beløb.

    Hvis modtageren af andre grunde burde være blevet opmærksom på fejlen, kan der dog kræves tilbagebetaling af selv mindre beløb. Det kan fx være tilfældet, hvis det meget klart fremgår af lønsedlerne, at der udbetales et beløb, som den pågældende stillingskategori helt åbenbart ikke har krav på, fx trucktillæg til en fuldmægtig i centraladministrationen.

  3. Det er ligeledes i Finansministeriets praksis tillagt betydning, om lønsedlerne var klare og overskuelige.

    Der er således krævet tilbagebetaling i tilfælde, hvor det klart fremgik af lønsedlerne, at der var sket en fejl, fx i et tilfælde, hvor det af en teknikumingeniørs lønseddel udtrykkeligt (dvs. ikke kun i kode) fremgik, at der blev anvist "civilingeniørløn" (teknikumingeniører og civilingeniører havde på daværende tidspunkt forskellige lønskalaer ).

    Det er dog ikke alle klare meddelelser på lønsedlen, der har udløst tilbagebetalingspligt. Fx er det blevet anset for undskyldeligt at overse en for høj lønindplacering, selv om den i og for sig fremgik klart af lønsedlen.

    Som eksempel på, at lønsedlernes overskuelighed tillægges betydning, kan nævnes, at det er anset for mere uagtsomt at overse en fejludbetaling, hvis der kun anvistes én løndel, end hvis der anvistes flere forskellige løndele, og at det er blevet anset for undskyldeligt at overse fejl i tilfælde, hvor der var sket en række fejlanvisninger og deraf følgende efterreguleringer, der gjorde det meget vanskeligt for modtageren at kontrollere det udbetalte beløb.

  4. Også tidspunktet for fejlens opståen er tillagt betydning. Det er fx i højere grad anset for uagtsomt at overse fejl, der opstod ganske umotiveret, end at overse fejl, der opstod på tidspunkter, hvor der alligevel skulle være sket lønændring, eller at der fortsat blev udbetalt et tillæg, der var knyttet til den hidtidige stilling.

    Det er også anset for en undskyldende omstændighed, hvis fejludbetalingen skete i forbindelse med en efterregulering af lønnen.

  5. Det kan i øvrigt nævnes, at der både i domspraksis og i Finansministeriets praksis er lagt afgørende vægt på, om modtageren har haft ansvar for og/eller særlig indsigt i forholdene. Hvor det har været tilfældet, er der således krævet tilbagebetaling, selv om reglens karakter, beløbets størrelse og forholdene i øvrigt ikke i sig selv talte for det.

    Der har desuden været en tendens til at tillægge det betydning, om indkomstmodtageren på grund af sin stilling eller uddannelse i særlig grad var forpligtet til eller havde forudsætninger for at udvise agtpågivenhed.

  6. Endelig er der i særdeles høj grad lagt vægt på, om ansættelsesmyndigheden havde orienteret korrekt og fyldestgørende om den fremtidige løn mv.

    En utvetydig og fyldestgørende orientering om indkomstforholdene er således et udmærket supplement til de kontrolforanstaltninger, der i øvrigt er foreskrevet for lønanvisningen, fordi den i vidt omfang gør det muligt at kræve tilbagebetaling.

36.2.2.7. Særlige forhold kan afskære tilbagebetalingskravet

Selv om modtageren ifølge det ovenfor nævnte burde have indset fejlen, kan det forhold, at tilbagebetalingen vil være urimeligt byrdefuld, medføre, at kravet ikke kan gennemføres. Det kan fx være tilfældet, hvis fejludbetalingen først opdages, efter at den pågældende er fratrådt og kun har en beskeden pension.

Kravet kan endvidere være helt eller delvis afskåret på grund af forældelse, jf. afsnit 36.4.1

For så vidt angår tilbagebetalingskravet og dets gennemførelse henvises til afsnit 36.6.

36.3. Efterbetaling

Det er almindeligt antaget, at der normalt altid skal ske efterbetaling, når der er udbetalt mindre i løn, pension mv., end modtageren havde krav på.

Efterbetaling skal finde sted, selv om modtageren har handlet groft uagtsomt, fx ved ikke at blive opmærksom på fejlen, ved at give ufuldstændige oplysninger til brug for lønanciennitetsfastsættelsen e.l. Kravet kan dog være afskåret, hvis det først rejses længere tid efter, at fejlen blev opdaget.

Endelig kan kravet på efterbetaling være helt eller delvis forældet, jf. afsnit 36.4.

36.4. Forældelse

I det følgende omtales de regler om forældelse, der især har interesse i sager om tilbagebetaling/efterbetaling af løn, pension mv. Forældelse af rentekrav omtales i afsnit 36.5.6.

36.4.1. Forældelsesfrister

Efter Lbekg. 1238 9/11 2015 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) gælder der som hovedregel en forældelsesfrist på 3 år, jf. lovens § 3, stk. 1.

For fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, er forældelsesfristen dog 5 år, jf. lovens § 4, stk. 1.

Den særlige 5-årige forældelsesfrist efter lovens § 4, stk. 1, omfatter alle tilfælde, hvor ansættelsesforholdet hviler på et kontraktsmæssigt grundlag, uanset om der er tale om en overenskomst eller en individuel kontrakt. Den 5-årige forældelsesfrist gælder imidlertid ikke for en ansats krav mod arbejdsgiveren i anledning af arbejdsskader eller andre skader, der er opstået under ansættelsen.

Efter en nærmere fortolkning af forældelsesloven er det Justitsministeriets opfattelse, at også fristen for forældelse i sager om tjenestemandsforhold er 5 år, jf. lovens § 4. Der kan således være anledning til, at arbejdsgiver genoptager eventuelle sager om tjenestemandsforhold, der måtte anses for at være forældet efter den 1. januar 2011, og vurderer dem på ny i lyset af fortolkningen af forældelseslovens § 4. Der henvises til Fmst. cirk. 7/5 2013 om forældelsesfristen ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold som tjenestemand.

Den 5-årige forældelsesfrist omfatter den ansattes og arbejdsgiverens krav på hinanden i anledning af ansættelsesforholdet, fx den ansattes krav på løn, rådighedsløn, indbetaling af pensionsbidrag til en pensionsordning, feriepenge, ATP mv. og arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt løn mv.

Når den ansatte skal have udbetalt pension, herunder tjenestemandspension, i forbindelse med pensionering, vil den løbende pensionsudbetaling af de enkelte ydelser være omfattet af den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, jf. § 8, og pensionsudbetalingen forældes dermed løbende 3 år efter forfaldstidspunktet for den enkelte ydelse.

Forældelsesfristerne regnes normalt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket der kunne kræves betaling, jf. lovens § 2, stk. 1. Hvis der er tale om et krav på tilbagebetaling, vil det sige fra udbetalingstidspunktet.

36.4.1.1. Udskydelse af forældelsesfristen (suspension)

Hvis fordringshaveren ikke var bekendt med fordringen eller skyldneren, suspenderes forældelsesfristen således, at den først regnes fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2. For krav omfattet af den 3-årige forældelse, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og for krav omfattet af den 5-årige forældelse, jf. lovens § 4, stk. 1, indtræder forældelse dog senest 10 år fra forfaldsdag, jf. lovens § 3, stk. 3, nr. 4 og § 4, stk. 2.

36.4.1.2. Afbrydelse af forældelsen

Forældelsesfristen afbrydes som udgangspunkt ved, at skyldneren erkender sin gældsforpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller ved at fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid, jf. lovens § 16, stk. 1.

Når forældelsen afbrydes, begynder en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte at løbe, jf. lovens § 19, stk. 1.

Endelig sker der i visse tilfælde en foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen. Det er bl.a. tilfældet, hvis der inden forældelsesfristens udløb er anlagt en rets- eller voldgiftssag om grundlaget for fordringen, indbragt en sag om fordringens eksistens eller størrelse for en administrativ myndighed eller for Folketingets Ombudsmand eller indledt forhandlinger mellem skyldneren og fordringshaveren om fordringen, jf. lovens § 21.

36.4.2. Virkningen af forældelse

Ved forældelse mister fordringshaveren sin ret til at kræve opfyldelse, og samtidig bortfalder krav på rente og lignende ydelse, jf. forældelseslovens § 23.

Uanset forældelse af hovedfordringen bevarer fordringshaveren dog aftalt ret til modregning og ret til modregning over for krav, som udspringer af samme retsforhold, og som er stiftet, inden forældelse indtrådte, jf. lovens § 24.

36.5. Morarente

Ifølge Fmst. cirk. 12/11 2002 om morarente ved forsinket betaling eller tilbagebetaling af løn, pension mv. (morarentecirkulæret) skal der ydes morarente efter reglerne i Lbekg. 459 13/5 2014 om renter og andre forhold ved forsinket betaling af ydelser af enhver art til såvel tjenestemænd og overenskomstansatte som personer ansat på andre vilkår.

36.5.1. Forfaldsdagen

Efter rentelovens § 3, stk. 1, betales rente fra forfaldsdag (den dag betaling skal ske), hvis forfaldsdagen er fastsat i forvejen. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da der blev afsendt eller fremsat anmodning om betaling, jf. rentelovens § 3, stk. 2.

Forfaldsdagen for den faste løn og pension er fastsat i forvejen, dvs. at der ved forsinket betaling skal betales rente fra dette tidspunkt.

Ved udbetaling af andre ydelser, fx overtidsbetaling, natpenge o.l., anses forfaldsdagen for fastsat i forvejen, hvis der følges den praksis, at indberetning sker på bestemte tidspunkter, hvorefter beløbet kommer til udbetaling med den følgende lønudbetaling. I andre tilfælde betales morarente efter rentelovens § 3, stk. 2.

36.5.2. Kulancemæssig forudbetaling

Der skal ikke betales morarente af krav, der ikke er forfaldet, jf. rentelovens § 2. Udbetales løn mv. således kulancemæssigt før forfaldsdag, vil en forsinkelse i forhold hertil ikke medføre pligt til at betale rente, når blot der sker betaling til forfaldstid.

36.5.3. Nye aftaler og overenskomster mv.

De nye lønninger antages først at forfalde, når der har været den nødvendige tid til lønberegning mv. Da forfaldsdagen ikke kan anses for at være fastsat i forvejen, skal der efter rentelovens § 3, stk. 2, først betales morarente, når der er gået 30 dage efter den dag, da der blev fremsat anmodning om betaling.

Medmindre det direkte er aftalt, skal der altså hverken betales rente fra tidspunktet for aftalens indgåelse eller fra ikrafttrædelsestidspunktet.

Hvis den ansatte har krav på efterbetaling som følge af, at ansættelsesmyndigheden har truffet en afgørelse om fx tillæggelse af forhøjet lønanciennitet, kan kravet ikke anses for forfaldet, før afgørelsen er truffet. Eventuel rente betales efter rentelovens § 3, stk. 2, fordi forfaldsdagen ikke kan anses for fastsat i forvejen.

36.5.4. Forsinkelsen skal skyldes administrationen

Der består alene en pligt til at betale morarente, når forsinkelsen skyldes administrationen eller forhold, som denne bærer risikoen for, fx strejker på it-området, it-fejl mv.

Skyldes forsinkelsen modtageren eller eventuelt dennes organisation, skal der ikke betales rente, så længe hindringen varer, jf. rentelovens § 4, stk. 1.

36.5.5. Renteberegning mv.

Der er tre forskellige morarentesatser, der finder anvendelse sideløbende:  

  1. Pengekrav, der forfaldt til betaling inden den 1. august 2002, skal forrentes efter de tidligere regler i rentelovens § 5, dvs. en årlig rente, der svarer til den af Nationalbanken fastsatte referencesats med tillæg på 5 pct., jf. Bilag 36.7.1.
  2. Pengekrav, der forfaldt til betaling fra og med den 1. august 2002 til og med den 28. februar 2013, skal forrentes med en årlig rente, der svarer til den af Nationalbanken fastsatte referencesats med tillæg på 7 pct., jf. Bilag 36.7.2.
  3. Pengekrav, der forfalder til betaling den 1. marts 2013 eller senere, skal i henhold til lovens § 5 forrentes med en årlig rente, der svarer til den af Nationalbanken fastsatte referencesats med tillæg på 8 pct., jf. Bilag 36.7.3.

Renten beregnes af bruttobeløbet, uanset at modtageren ved en korrekt betaling kun ville have fået udbetalt beløbet med fradrag af skat mv.

Der beregnes rente for hver påbegyndt dag efter forfaldsdag inkl. den dag, betaling finder sted. Renten beregnes i forhold til det reelle antal dage i det pågældende kalenderår, dvs. 365 dage (366 i skudår). Der beregnes ikke renters rente.

Morarente anses ikke for at være vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold, og der består derfor ikke nogen indeholdelsespligt, jf. Lbekg. 117 af 29/1 2016 (kildeskatteloven), § 43.

36.5.6. Forældelse af rentekrav

Krav på betaling af renter er som udgangspunkt undergivet selvstændig forældelse efter de almindelige regler i forældelsesloven, jf. afsnit 36.4. Krav på betaling af renter er således som udgangspunkt omfattet af den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. Dette gælder, selv om hovedfordringen er omfattet af den 5-årige forældelsesfrist for fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, jf. lovens § 4.

Krav på betaling af renter er endvidere underlagt en accessorisk forældelse efter lovens § 23, stk. 2, hvorefter krav på renter bortfalder ved forældelse af hovedfordringen, jf. afsnit 36.4.2. Dette gælder, selv om rentekravet ikke selvstændigt ville være forældet på dette tidspunkt.

Forældelsesfristerne for krav på betaling af renter regnes normalt fra det tidligste tidspunkt, til hvilket der kunne kræves betaling, jf. afsnit 36.4.1. Idet morarenter i almindelighed forfalder dag for dag, efterhånden som de påløber, skal forældelsesfristen beregnes hver dag for sig, jf. lovens § 2, stk. 1.

Forældelse kan efter lovens § 15 afbrydes ved skyldnerens erkendelse af sin forpligtelse, jf. afsnit 36.4.1.2. Det må i tilfælde af skyldnerens erkendelse selvstændigt afgøres, om skylderkendelsen kun omfatter hovedstolen, eller om den også omfatter påløbne renter. Erkendelsen skal således særskilt omfatte kravet på renter.

36.6. Tilbagebetalingskravets gennemførelse

36.6.1. Aftalt tilbagebetaling

Når betingelserne for at kræve tilbagebetaling er opfyldt, bør der så vidt muligt indgås aftale med modtageren om indbetaling af beløbet eller om modregning i fremtidig indkomst.

Efter Finansministeriets opfattelse bør der derimod ikke indgås aftale om en delvis tilbagebetaling, da det kan tages som udtryk for, at der fra myndighedens side er udvist en sådan grad af uagtsomhed, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke er opfyldt.

Er der tale om et større beløb, vil det være rimeligt at tilbyde en afdragsordning.

Da skylden i sådanne tilfælde er erkendt, og forældelsesfristen derfor afbrudt, indebærer en aftale om afdragsvis tilbagebetaling ikke en risiko for, at tilbagebetalingskravet forældes, jf. forældelseslovens § 15

36.6.2. Tvungen modregning

Hvis der ikke kan opnås en aftale om tilbagebetaling, vil kravet kunne gennemføres ved tvungen modregning i fremtidig indkomst.

Der kan dog ikke ske modregning i krav på feriegodtgørelse, medmindre betingelserne i Lbkg. 1177 9/10 2015 om ferie (ferieloven) § 39 er opfyldt. Dette kan fx være tilfældet, hvis lønmodtageren har gjort sig skyldig i ulovlig udeblivelse. For tjenestemænds vedkommende fremgår det direkte af Fmst. cirk. 5/12 2008 om suspension mv. og ulovlig udeblivelse, at der i tilfælde af suspension og ulovlig udeblivelse om nødvendigt kan foretages lønfradrag i feriegodtgørelse eller særlig feriegodtgørelse samt i kontant godtgørelse for særlige feriedage.

Tvungen modregning bør aldrig finde sted, før ansættelsesmyndigheden har taget stilling til, om betingelserne for at kræve tilbagebetaling er opfyldt.

Også tvungen modregning bør ske afdragsvis, hvis der er tale om større beløb, og det er almindeligt antaget, at der ikke må tilbageholdes så stor en del af indkomsten, at det bliver umuligt for modtageren at opretholde en rimelig levestandard.

Ved opkrævning og inddrivelse af tilbagebetalingskrav finder Lbkeg. 29 12/1 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) anvendelse. Det indebærer bl.a., at tilbagebetalingskrav under visse betingelser kan inddrives ved udpantning.

36.6.3. Civilt søgsmål

I tilfælde, hvor der ikke kan opnås en aftale om tilbagebetaling, og hvor tvungen modregning ikke er mulig, fordi ansættelsesforholdet er ophørt, kan kravet kun gennemføres ved sagsanlæg og dom.

Skønnes sagen ikke at kunne "bære" de hermed forbundne omkostninger, bør det overvejes at frafalde kravet om tilbagebetaling.

36.6.4. Tilbagebetalingskravet

Der skal kræves tilbagebetaling af det for meget udbetalte bruttobeløb, dvs. også af den indeholdte A-skat mv. Ansættelsesmyndigheden skal herefter indberette den ændrede bruttoindkomst til skattemyndighederne og orientere den ansatte herom.

36.6.5. Morarente

Hvis tilbagebetalingen ikke sker ved modregning, kan der opstå krav på morarente som følge af forsinket betaling.

Modtageren er således forpligtet til at betale rente, hvis betaling ikke er sket inden 30 dage efter, at der er fremsat anmodning herom, jf. rentelovens § 3, stk. 2.

Der skal dog tidligst betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, hvor skyldner (arbejdstager) var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse, jf. rentelovens § 3, stk. 3.

Når der er indgået en aftale om afdragsvis tilbagebetaling, er modtageren ikke forpligtet til at betale morarente, hvis aftalen overholdes. Er dette ikke tilfældet, skal der betales rente fra det tidspunkt, da betaling skulle være sket, jf. rentelovens § 3, stk. 1.

Vedrørende den rente, der skal betales i tilfælde af forsinkelse, se afsnit 36.5.5.

Vedrørende forældelse af rentekrav, se afsnit 36.5.6.

36.7. Bilags- og henvisningsoversigt

Bilag

  • Bilag 36.7.1 Oversigt over morarenten af krav, der er forfaldet før 1/8 2002
  • Bilag 36.7.2 Oversigt over morarenten af krav, der er forfaldet fra og med den 1/8 2002 til og med den 28/2 2013
  • Bilag 36.7.3 Oversigt over morarenten af krav, der er forfaldet fra og med den 1/3 2013

Henvisninger

Kapitel 36. Sidst revideret 29.06.17