21.4.2.1. Time- og dagpenge

Time- og dagpengene udbetales til dækning af merudgifter til måltider, småfornødenheder, transport på bestemmelsesstedet o.l. 

Udgangspunktet er, at 75 pct. af time- og dagpengene skal dække merudgifter til måltider, hvoraf 15 pct. er afsat til morgenmad, 30 pct. til frokost og 30 pct. til middagsmad, og således at de resterende 25 pct. bl.a. skal dække småfornødenheder. Disse kan fx være mellemmåltider, private telefonsamtaler og avis. Desuden dækkes heraf transport på bestemmelsesstedet, specielt mellem hotellet og det midlertidige tjenestested, se dog afsnit 21.3.4.8 om refusion af specielle udgifter til transport på bestemmelsesstedet.

Der skal ikke foreligge dokumentation for afholdte udgifter i forbindelse med udbetaling af time- og dagpenge.

Vedrørende beskatning af time- og dagpenge henvises til afsnit 21.1.5.

Dagpengebeløbet udbetales for hver fulde 24 timer, en tjenesterejse har varet, når den har været forbundet med overnatning. Derudover udbetales timepenge for hver påbegyndt time, rejsen varer ud over hele døgn. Der kan således aldrig alene udbetales timepenge. Timepenge udgør 1/24 af dagpengebeløbet.

En tjenesterejses varighed beregnes som beskrevet under afsnit 21.2.11.

Statslige institutioner skal bruge Finansministeriets satser, og ikke Skatteministeriets.

Den aktuelle størrelse af time- og dagpenge fremgår af det til enhver tid gældende satsreguleringscirkulære. Der kan dog være indgået lokal aftale om højere dagpengesatser - se nedenfor.

Der er ikke fastsat konkrete dagpengesatser for alle lande. Hvor der ikke er en konkret sats, anvendes satsen for ikke særligt nævnte lande.

For en række lande, som er nævnt i tjenesterejseaftalens § 44, stk. 3 - herunder Danmark - kan der lokalt aftales en forhøjelse af dagpengesatsen inden for det maksimumbeløb, der fremgår af det til enhver tid gældende satsreguleringscirkulære. En sådan forhøjelse kan aftales at være generelt gældende eller kan være begrænset til særlige tjenesterejser, lande, byer eller særlige destinationer mv. Derimod er det ikke hensigten, at der skal differentieres mellem ansatte med forskellig lønindplacering, stillingskategori e.l.

Hvis den ansatte får gratis måltider i tilknytning til tjenesterejsen, reduceres time- og dagpengene. Reduktionen, der alene beregnes af dagpengesatsen - herunder den højere sats, som måtte følge af lokal aftale - udgør 15 pct. for morgenmad, 30 pct. for frokost og 30 pct. for middag. Hvis reduktionen er større end timepengene for den pågældende rejsedag, skal den ansatte dog ikke indbetale det manglende beløb.

Reduktion skal ske, uanset hvem der har finansieret måltiderne. Invitationer af ren privat karakter berører dog ikke time- og dagpengene.

Der skal ske reduktion i time- og dagpengene for måltider, der serveres under flyrejser, hvis serveringen finder sted inden for det tidsrum, hvor det pågældende måltid normalt indtages. Det er tjenestestedet, der skønner, om der er tale om et måltid eller ej.

I satsreguleringscirkulæret er der anført eksempler på måltidsfradragets størrelse.

Kapitel 21. Sidst revideret 06.01.17