9.3.5. Saglig forvaltning (magtfordrejningslæren)

Det følger af retsgrundsætningen om saglig forvaltning, at en myndighed ved skønsmæssige afgørelser ikke må inddrage usaglige hensyn, og at myndigheden ved sådanne afgørelser omvendt har pligt til at inddrage alle relevante saglige hensyn ved udøvelsen af skønnet.

Der er en række hensyn, der normalt vil være usaglige at inddrage i skønsudøvelsen. Det vil normalt være varetagelse af bl.a. sagsbehandlerens private hensyn, hensyn til fagforeningsmæssige tilhørsforhold, hensynet til myndighedens finansielle interesser og hensyn til at undgå en besværlig proces (procedurefordrejning).

Herudover er der en række almene hensyn, der i almindelighed vil være saglige at inddrage i skønsudøvelsen. Det er er tale om varetagelse af bl.a. hensynet til borgernes retsbeskyttelse (herunder berettigede forventninger mv.), hensyn til retshåndhævelse, hensyn til administrativ konveniens, hensyn til menneske- og frihedsrettigheder og hensyn til lovmæssighed.

Det er ikke muligt at angive en udtømmende opregning af saglige og usaglige hensyn. Det, som er afgørende, er bl.a., hvad der fremgår af den pågældende lovgivning, og i hvilken sammenhæng de relevante hensyn forekommer. Fx kan varetagelse af finansielle hensyn i visse situationer være sagligt såsom ved afskedigelse af personale på grund af besparelser (se bl.a. U 2007.537 H).

Det må således afgøres konkret i den enkelte sag, hvilke hensyn der lovligt kan inddrages. I den forbindelse må myndigheden se på bl.a. den pågældende bestemmelses ordlyd, lovens bemærkninger til bestemmelsen og formålsbetragtninger i loven eller dens bemærkninger.

Der henvises til bl.a. Niels Fenger (red.), Forvaltningsret (2018), s. 315 ff., og Søren Højgaard Mørup m.fl., Forvaltningsret – Almindelige emner (2022), 7. udgave, s. 222 ff.